Den første rimfrost ligger på jorden. Solen skinner frostklart uden for mit vindue, under en næsten-helt-blå oktoberhimmel og jeg har købt de første mandariner. Det minder om andre dage, andre år. Bedre år, føles det som. Solen og frosten lokker: Kom ud, kom ud, siger de. Vinteren kommer, lover de.
Men jeg har ikke noget sted jeg skal hen, og ikke nogen at tage derhen sammen med.
I stedet sidder jeg her i lænestolen på sådan en smuk lørdag formiddag. Med ondt i halsen og ondt i livet.
Når man er småsyg er man typisk ikke ligefrem optimistisk, og det er svært ikke at tænke dystre tanker. Om lidt har jeg fødselsdag, og for første gang føler jeg mig for gammel. Som om det meste er for sent nu, og jeg skal være alene altid. Som om jeg aldrig skal være rigtig glad igen – det føles i hvert fald som om det er åh-så-længe-siden sidst. Som om hver dag vil blive ved med bare at være en trummerum man skal igennem for at komme til den næste. Afbrudt af små stunder med familie eller venner, hvor jeg næsten kan glemme verden. Men kun næsten, for hverdagen er der jo hele tiden lige om hjørnet, når de tager hjem til deres kærester og ægtefæller og jeg sidder her alene igen.
No comment so far