Det er ingen hemmelighed at mit hovede ikke ligefrem er gode venner med verden for tiden.
Jeg forventer mig ikke ret meget når jeg går dagene i møde.
Men pludselig kan man overraskes.
Forrige lørdag traskede jeg i augusthalvsolskinnet hen til René og op af alle trapperne. Jeg var endda kommet ind ad døren før før det gik op for mig at ikke alt var som det plejede.
Første hint: En stor pakke midt på sofabordet, ledsaget af skiltet her.
Andet hint: Min langsomt roterende hjerne erkender at det er Elvis julemusik der spiller fra boomboxen. Det er her hovedet rigtigt fatter at noget er ud over det sædvanlige – den musik er hardwired i mit system på samme måde som duften af gran og honningkager.
Den er god nok, det er jul. På spisebordet står der juletræ(spotteplante) med glitter, bånd, gaver ved foden og den misfornøjede nisse med huen nede om øjnene fra vores jul i Berlin sidste år (man skimter hans hvide skæg i billedet, selvom han forsøger at vende ryggen til kameraet).
Kalenderlyset stemmer også.
Helt umuligt ikke at tude lidt. Jeg kan godt huske tidligere på ugen i udbredt håbløshed at have snøftet gid det var jul, for så havde man fri og folk var glade og der var rart. Og så blev det pludselig jul på en tilsyneladende helt almindelig lørdag i august.
René havde inviteret, så i løbet af dagen kom vennefamilien forbi – som familie nu gør til jul 🙂 Der var the, appelsiner med nelliker, hygge, konfektproduktion og gaver. (Måske lidt snyd at de fleste af gaverne var til mig, men jeg klager ikke 😉 )
Maria havde taget sin kæreste Daniel med, det var dejligt at få lov at se giraffen. Her kan I også få lov at se ham – endda med et af de falske overskæg der var i en af gaverne.
I baggrunden ses Renés sværd, i julens ånd dekoreret med bånd og lyskæde!
No comment so far