Fra periferien af de cirkler jeg bevæger mig i lyder en kendt stemme: “Det skal nok blive godt igen, det tror jeg på.”.
Men herinde i midten hvor jeg står er der tomt. En kugle af ingenting som gravitationelt drager brystkassen mod implosion, ribbenenes stålsathed til trods.
Du er et dejligt menneske Terese.
Jeg ville sige noget klogt, men jeg er ikke sikker på jeg kan få det formuleret, eller om klogheden overhovedet er tilstede. Jeg forsøger nu alligevel :-).
På en måde tror jeg ikke håbet om det bedre bærer os ret meget videre. Måske handler det om ikke at accepterer andet end forandringen. Om det så bliver bedre finder vi kun ud af hen ad vejen.
Måske er håbet nogle gange mere en forhindring end en drivkraft. Men på andres vejne kan man ikke meget andet end at håbe og være tilstede.
Så håb er sammen med varmen på den plads du har i mit hjerte.
Kæmpe knus
-Anders, fra hans sentimentale side.
Efter-blot tømmermænd, lyder det til? Bare rolig – det bliver faktisk bedre.