Sidste uge var jeg på Hyggecon. Ikke for at spille rollespil men for at lave mad, omend det da lykkedes mig at klemme en enkelt workshop ind.
Jeg har ikke besøgt Hyggecon tidligere, og mit forhåndsindtryk af at det er en noget sammenspist gruppe mennesker der mødes for at hygge, lege og bekræfte hinanden blev i nogen grad verificeret. Men ikke mere end at der også var plads til mig i det omfang jeg havde flere kræfter til at lege når dagens mad var serveret.
Det begyndte alt sammen med Anders, som fortalte at han og en ven havde sagt ja til at stå for maden, at fokus var på kvalitet og at vi selv måtte bestemme menuen. Havde jeg ikke lyst til at være med?
Sådan et tilbud er ikke lige at sige nej til. At få lov til at lege i et ordentligt køkken (det foregik på Østerskov Efterskole, så der var et professionelt køkken) og prøve kræfter med planlægning og tilberedelse af mad til over 100? Ja tak, gerne 🙂
Efter sammen at have fundet på en passende menu og regnet ud hvilke råvarer vi skulle bruge var det kun mere spændende 🙂
Et af de første værktøjer jeg morede mig med, efter med fryd af have iført mig yndlingsforklædet, var de to store gryder. Her er den lille af dem ikke engang halvt fuld af kikærter til kogning, men fortvivl ikke, det kom senere.
Da vores bestilte frugt og grønsager kom torsdag morgen konstaterede vi at de 35 kg græskar vi skulle bruge i aftenens græskar-kartoffelmos ikke som forventet var leveret i form af 4-6 store orange græskar som ville være overskuelige at pelse og rense, men i stedet bestod af 5 kasser små hokkaido, cirka 35 ialt.
Aftenen inden havde vi spøgt med “hvad nu hvis de leverer hokkaido i stedet – så kommer vi til at bruge hele dagen på at ordne græskar”. Pludselig var det ikke så sjovt længere.
Men ha! Heldgvis havde min søde Mor lånt mig sin bil, så vi kunne køre til Randers til grossisten og få dem byttet. Pyh! Ellers var det blevet en lang, travl og kedelig dag.
Selv med køreturen havde vi god tid, og fik forberedt chiligryden til dagen efter (for chili smager jo bedst dagen efter, når smagsnuancerne for alvor har haft tid til at trække ud og blandes). Her står Anders med den store gryde og hælder pose efter pose af belugalinser i. Kassedamen i Superbrugsen kiggede spøjst på mig dagen inden, da jeg stod i kø for at købe 13 poser belugalinser (alle dem de havde) og ikke andet 😉
Med søde hjælpere fik vi pelset de nu kun 4 græskar.
Mos til 120 fylder en del, og der blev roet flittigt.
Inden da havde jeg nedenstående forunderlige oplevelse
Nej, jeg har ikke jord på fingrene i køkkenet.
Men efter at have flækket 35 vaniljestænger ser ens fingre ud som om man lige har gravet sin bedstemor op. Meget dekadent, sådan at være smurt ind i god vanilje. Til trods for hyppig håndvask duftede min fingre dejligt længe efter.
Det viste sig til min fornøjelse at jeg ikke var den eneste der tænkte at kombinationen græskar-kartoffel-vanilje ville gøre sig godt, vi fik senere tilbagemeldinger fra glade spisere. Den måske bedste fra ham som udbrød “Var der græskar i? Jamen jeg hader græskar!” efter han lige havde berettet hvor dejligt det havde smagt ham 😛
Det fryder mit køkkenhjerte når det lykkes at tage folk med et sted hen de tror deres smagsløg ikke vil 🙂
Fredag var det køkkenholdet-er-luskede-dag. Vi havde skrevet “Chiligryde med bønner og grønsager” på menuen, uden eksplicit at gøre opmærksom på at der ikke var kød indblandet.
For mange rollespillere – eller nok snarere mange danskere, jeg tror ikke det kun er i vores subkultur det gælder – har nogle fastgroede og ikke altid velovervejede ideer om at mad kun er mad hvis det indeholder kød. Jeg ved ikke hvordan de forestiller sig de mange millioner af verdens befolkning der af kulturelle eller religiøse grunde er vegetarer har overlevet gennem tiderne, hvis de ikke får mad burde de vel være uddøde for længst 😛
Så da vi planlagde menuen var vi enige om at ville vise at vegetarmad kan være både velsmagende og mættende, også selvom vi risikerede sure miner fra kødhungrende congængere.
I køkkenet var der ingen surhed, for når man laver mad til 120 er der adskillige glas jordnøddesmør at slikke rester ud af.
Jeg gik og pudsede min glorie, for med hjælp fra skolens kraftige industriovne og røermaskine lykkedes det mig at bage det mest vellykkede brød jeg endnu har bedrevet.
Og det var forbløffende simpelt.
Mel, salt, vand og 5 gram gær pr 2 liter vand. Rør og ælt længe, lad stå et lille døgn, fold brødene omhyggeligt flere gange, hæv og bag knap 20 minutter ved 250 grader.
Ud af det kom brød med fine lufthuller, sej og elastisk krumme og en perfekt brun overflade. Hurra! Tænk hvad man kunne udrette i hverdagen med adgang til sådan en ovn *sukker længselsfuldt*.
Omsider var det hele samlet, og den store gryde var fuld.
De spisende var i det store og hele glade. Folk kunne lide det, også selvom der var dem der ønskede sig kød i. Flere forskellige gav til kende at hvis de havde vist det var vegetarmad på forhånd havde de bestilt pizza udefra i stedet, men nu hvor de fik det serveret smagte det faktisk godt.
Hvis vi gør det igen til næste år kommer der bestemt vegetardag igen 🙂
Men hov, det går op for mig at der ikke er nogen billeder af den tredie mand på køkkenholdet, Andreas som var så flittig imens jeg sov middagslur. Ikke at han ikke var flittig resten af tiden, men det er nu forunderligt at stå op efter et middagshvil og konstatere at arbejdets mængde er skrumpet mens man sov 🙂
Her er han på et tidspunkt hvor jeg ikke sov, men var vågen med kameraet.
Til festen lørdag aften slap vi – hvis jeg må sige det selv – anstændigt afsted med flere retter fra cajun-køkkenet. Majsbrødet var sødt og fumpe og godt som det man får på House of Souls i København – oh hvilken fryd når man opfylder en af sine køkkenefterligningsaspirationer!
Derudover var vi meget tilfredse med den cajun-krydderblanding vi fik lavet til kødet, så den vil jeg også gerne dele eftersom der er masser af dem på nettet, og det er aldrig til at vide hvilke der er noget ved før man har prøvet.
Godt jeg lige har spist. Ellers var jeg blevet sulten. 🙂