I sidste uge var det endelig tid til tage til København og møde min nye navnesøster, Marie og Runes lille Therese.
Så, uden yderligere krumspring, tillad mit at præsentere jer for det nyeste menneske i mit liv:

Hun er en bestemt dame, som nok ved hvornår det er spisetid.
På de fleste andre tidspunkter er hun opmærksom og snakkesalig og – ifald man stikker tungen ud – nok til at slå for et grin.
1: Travlt optaget af at kigge på noget ude til venstre.

2: Hov, der står nogen lige foran at se på.

3: Ha, hun rækker tunge.

En pæn del af tiden var vores selskab dog lidt for anstrengende – eller kedeligt måske? – og den unge dame fortrak til drømmeland.

Så kunne jeg også få hendes stolte og skinnende mor lidt for mig selv 😉

Torsdag aften kom Jorgo også for at se det lille vidunder.

Vi drak the, spiste chokoladekage og talte om gamle dage. Rune tog det pænt 🙂

Jeg kan ikke længere huske hvem der kom på det først – talen faldt vel på huset i Grækenland og Jorgos hyggelige far – men ganske brat var vi igang med at planlægge en tur derned sammen. Helst på et tidspunkt hvor Nick også er der (forudsat han gider os) og på et tidspunkt hvor vi kan være nyttige.
Jorgo ser både listig og begejstret ud som vi taler om det

Så i december næste år, til olivenhøsten, håber vi Nick har lyst til arbejdende gæster. Vi var i hvert fald alle enige om at det var en gevaldig ide, og dejligt at holde arbejdsferie sammen.
Marie og Rune konfererede blot med et enkelt blik og var helt med på ideen

Mit hjerte banker hurtigere bare ved tanken. Jeg har så mange minder fra huset i Kombus, stunder med Nick, det græske landskab og menneskerne deromkring. Jeg glæder mig 🙂

Dagen efter fik Therese sit livs første udendørslur i barnevognen. Ganske afslappende for hende var mit indtryk, men lidt nervepirrende for Marie som stod på spring med stive ører og lyttede efter om Therese kaldte. Det varede heller ikke længe før sulten meldte sig og luren måtte afbrydes af en spisepause.

Lørdag skinnede solen som blev den betalt for det, og vi gik tur på Eremitagesletten (så mange spøjse steder de dog har i København som jeg aldrig har hørt om).

Inde mellem træerne så det næsten udenlandsk ud hen over det gyldentsvedne græs og ud mod solens skarphed. Måske har jeg fået Grækenland på hjernen.

Se: En fin nutellakastanje i Maries hånd.

Uncategorized • Skrevet d. 19. August, 2008 • 1 kommentar