Advarsel: Brok forude. Videre læsning er for egen regning. Jeg fralægger mig ethvert ansvar for overopfyldte klagesangsbehov.
Mavepine på lur. Når jeg har spist, når det er er stykke tid siden jeg har spist og på vilkårlige tidspunkter derimellem. Boblen og dump dunken i de tidlige morgentimer, efter det er blevet lyst, når duggen falder.
Madglæde er et fænomen jeg ikke længere kan relatere til. (Det skulle da lige være mellem 4 og 6 hvor jeg ofte vågner og er sulten. Men der er det ikke spisetid ifølge min kostplan :-/) Jo senere på dagen det bliver, jo mere kvalmt er føde. Mine indvolde roterer i protest når jeg går forbi en grill- eller pizzabiks, bager eller slagter og duften af selv hjemmelavet aftensmad (min eller andres) er omtrent så appetitlig som dunstren fra Ceres-bryggeriet. Frokost-brød (rug, spelt, hvidt, hvadsomhelst) falder som mursten i maven og jeg tilbringer de 3 timer inden der skal spises igen med at fortryde hver en slugt klippe jeg bærer rundt på.
Sådan har det været en god månedstid. Jeg har kæmpet med det, først med held, men på det seneste mod overmagt – de sidste par uger har jeg ikke kunnet tage på og er derfor nu på time out fra Daghospitalet, indtil videre en uge. (Hvis der går to uger i træk hvor man ikke tager det planlagte halve kilo på om ugen bliver man sendt hjem for at overveje sin strategi.)
Jeg er træt. Træt af at tvinge mad i et fordøjelsessystem der skriger på fred, omsorg, blidhed. Træt af maveøm at frygte det næste måltid, for de skal jo tvinges ned hver og et, uanset hvordan jeg har det, og umådeligt irriteret over den defekte lukkemuskel i halsen der tvinger mig til at tykke drøv hver gang maven er tilnærmelsesvis fuld.
Træt af ikke at kunne sætte mig ned uden overvældende trang til bare at sove-sove-glemsel-sove. Det er da ganske vist rart at sove, men med måde, ikke sandt? Og helst ikke den der spændte, spjættende søvn jeg fanges i om natten, så jeg vågner hver morgen med forpinte, stive muskler og ondt i nakken.
Lige nu er vilkårlige krav – selv de allermindste – og ethvert pres for meget. Jeg forstår det ikke. Hvis jeg skal tale i telefon med nogen eller købe noget bliver jeg nervøst rastløs og maven knuger, hver gang jeg skal nogen steder hen har jeg så inderligt lyst til at lade være, blive hjemme, gemme mig. Selv de ting jeg ved jeg som regel nyder – yoga, kenjutsu, bagning… – er ikke til at få halet mig selv igang med. Og hver gang det lykkes mig at insistere og med en kraftanstrengelse gøre det alligevel kan jeg mærke hvordan jeg bruger faretruende af de ikke-just-mange ressourcer der er mig tilbage. Hvad mon der sker når jeg ikke længere kan piske mig selv afsted?
Ikke mere brok for nu. For at der i det mindste skal være lidt at se på får I denne her. Jeg fandt den på LMSs hjemmeside. Snedigt filmet – det er lige præcis sådan det er.
No comment so far