Lun formiddagsluft.
Bugtene, bumplet og hullet highway. På ingen måde som en europæisk motorvej. De to spor synes smalle og deres modparter i den anden retning slynger sig snart nære snart fjerne.
Lavt udbredte bjergskråninger gennem Pennesylvania, skiftende i højde som bølgetoppe og blødt afrundede for øjet i deres farvestrålende manke af efterårstræer. Verden længere væk og længere nede ude mellem bjergene er skjult bag disens hvidhed og alt inden for synsvidde spiller i alle regnbuens ikkeblå farver: Grønt græs i bunden, røde, gule, skarlagen og alle varianter af grønne træer og buske så langt øjet rækker og en smal stribe grå asfalt midt i det hele som en tabt tråd eller et udrullet garnnøgle. Det ligner næsten et modellandskab – som havde nogen været lidt for ivrige da de valgte farverne – jeg mistænker at jeg uforvarende er rejst ind i en kæmpes nybyggede Epic-landskab.
Som vi kører gennem New Jersey og tilbage ind i New York flader landskabet ud. Trafikanterne bliver mere hensynsløse og bilernes hastigheed øges som vi nærmer os Byen. Overvældende tæt trafik på veje i dårlig stand. Dytten og modige fodgængere.
Umiskendeligt et nyt sted – New York ligner ingen af de storbyer jeg tidligere har besøgt. Oceaner af mennesker langs de nummererede, enrettede gader og avenuer, alle klædt i variationer af den amerikanske uniform: t-shirts, cowboybukser og joggingtøj. Senere da vi spadserer gennm Central Park ser jeg dog enkelte velklædte individer – så det er sandt at NewYork har det hele 😉
Parken er stor, midt i det hele og samtidig isoleret. Når først man er derinde synes Byen fjern og kun enkelte bygninger ses lagt væk mellem trækronerne.
Jeg spejder efter varulve, men ser ingen. Prøver igen i morgen – parken er bestemt stor og ugennemskuelig nok til at der kunne gemme sig en sept et sted herinde.
Hyggelig italiensk restaurent anbefalet af at en del af gæsterne lader til at være gengangere – hvis folk kommer igen ofte nok til at kende personaet kan kvaliteten ikke være helt umulig 😉
Teaterstykke – en muntert sørgelig historie om en dødeligt syg kvinde der overtaler sine venner til at slå sig ihjel. Mavekramper af latter og senere eftertænksomhed – kunne jeg gøre det for en ven? Jeg vil gerne tro det, men ejer jeg den slags mod når det kommer til stykket? Hvad med dig? Hvad synes du? Venne-euthanasi?
Subwayen – som Byen er anderledes end de andre jeg har oplevet er den det også. Sært uvenlig. Ligeledes aftengaderne og deres mylder. Jeg forstår hvorfor dette er en by hvor folk er utrygge ved at færdes alene om natten. Men alle vi møder eller spørger om vej er venlige og høflige, så fornemmelsen af uvenlighed må komme fra mit eget indre.
Nattehimmel fra mørkelagt hotelværelse. Bylys – her ses ingen af de stjernemultituder der smykker Ithaca, kun en helikopters blinken skimtes af og til.
Lysende bygningskonstruktion på toppen af et højhus. Som jeg i London så et hus (med metaltilnittede døre og vinduer) hvor en vampyr måtte bo, så må dette tilsvarende være en glasgængers tilholdssted – jeg ved jo de er her 😉
No comment so far