Hjemme i Danmark ved vi godt at amerikansk politik kan være et cirkus. Amerikanerne her i Ithaca er helt enige, men sidder samtidig også i saksen på den måde at det er deres land han det drejer sig om.
I går afholdtes den 2. TV-debat mellem Bush og Kerry og det var skræmmende.
Jeg så debatten sammen med en håndfuld amerikanere(demokrater, alle jeg har mødt her i Ihthaca er demokrater og de skilter med det ved alle givne lejligheder) og de forsikrede mig at selvom de også finder præsidentens udtalelser absurde så er der mange andre der æder dem råt. Det er mig en gåde hvordan (hurtig udregning: omkring 280 mio ameriknere, fratræk de umyndige, ca. halvdelen af dem stemmer, halvdelen af dem stemte på Bush) 50 millioner mennesker kan være enige i hans sysnpunkter. Og selv hvis de er enige hvorfor de så valgte at stemme på ham og ikke på en anden republikansk kandidat.
Når de viser klip fra den slags i dansk fjernsyn har vi ofte svært ved at tage det alvorligt, og forstår ikke hvordan han undgår at slå sin politiske karriere ihjel med sine udtalelser.
For Bush er bestemt ikke nogen stor taler. Selv nu hvor han har haft fire år til at øve sig bliver han forvirret, udtaler ord forkert (en favorit: har I hørt om de meget farlige nucular weapons?) forsimpler ting og igår blev han aggressiv og afbrød arrogant ordstyreren ved flere lejligheder. (En kommentator bemærkede at alt efter hvilken side men var på var præsidenten enten assertiv eller hn råbte 🙂
Begge kandidater tærskede langhalm på de samme emner vi har hørt om længe – Irak, budgetunderskuddet, skattelettelser og for hvem. Men det var pinligt tydeligt – på trods af begges poltiker-undvigelse af uønskede spørgsmål fra publikum – at når Kerry svarede så citerede han (navngivne) kilder, fortalte hvad han ville gøre anderledes end Bush og argumenterede lidt mere ud fra det der blev sagt, mens præsidenten i højere grad sagde tingene (overdrevent) simpelt og gentog sine påstande og synspunkter frem for at begrunde dem.
Hvis han havde været mere kompetent ville jeg kalde ham demagog.
Jeg ved ikke helt hvad der er mest skræmmende: At så mange mennesker er enige i hans synspunkter eller at de stemmer på ham til trods for den inkompetente og tragikomiske figur han udgør.
Et par enkelte detaljer:
På den grumme side: Det er lykkedes Bush generelt at gøre det til en negativ ting at ville komme overens med Europa og prøve at finde løsninger der er acceptable på begge side af Atlanten. Som bevis på at USA ikke står helt alene i Irak-spørgsmålet nævner han som eksempel på sine europæiske allierede Tony Blair (der jo ikke er frygtelig populær blandt sine egne for tiden) og Silvio Berlusconi (korruption,schmorruption)!
På den bedre side: I abortspørgsmålet (som stadig splitter USA i en grad der er småuforståeligt høj for en dansker) svarer Kerry at selvom han personligt er katolik og bruger sin religions værdisæt som sit eget er han klar over at hans overbevisning er begrundet af hans tro – en religion der ikke nødvendigvis deles af resten af Amerika – og man kan ikke lovgive på grundlag af tro! Det er første gang jeg har hørt en udtalelse i den stil fra en amerikansk politiker. Hørt med mine nordeuropæiske ører lader de ellers alt for ofte til ikke bare at tage deres guds eksistens for givet men også automatisk antage hans støtte af deres handlinger mod resten af verden. Måske er der lidt håb godt gemt et eller andet sted.
Summa summarum: En forstyrrende og oplevelse. Og den blev kun mere foruroligende i selskab med mennesker hvis land det drejer sig om og hvis landsmænd stemmer på denne karikatur af en præsident.
Kandidaternes fælles implicitte – og efter min menig umådeligt arrogante – antagelse om at USA har ret til at blande sig i andre landes anliggender (men eksempelvis ikke selv anerkender krigsforbryderdomstolen i Haag), at demkrati og frihed er noget man kan give folk og at de “udkæmper en krig mod terror” (frem for at de “ligger som de har redt”) var for mig det værste. Den fremtid der indvarsles med disse synspunkter får det til at løbe mig koldt ned af ryggen. Anders Fogh og Pia Kjærsgaard er lyserøde omsorgsfulde forkæmpere for forståelse, mellemmenneskelig gavmildhed og tolerance i sammenligning. Og i det mindste påvirker deres selvcentrerede og nationalistisk-egoistiske beslutninger kun den dråbe i havet stakkels 5 millioner danskere udgør.
No comment so far