Der er ikke længere hul i Ingrids allerblødeste sweatervest.
En tur i gemmerne gav en stump uld-broderegarn (arvet efter Tante Gurli) i en anvendelig farve og en stoppenål der passede til. Reparationen er ikke helt usynlig – jeg er sikker på at Bedste kunne have gjort det så det ikke kunne ses, men så dygtig en stopper af strikket tøj er jeg ikke.
Bagefter fik vesten en tur med… Ja hvad hedder sådan en?
Her hos os kaldes den summedimmeren (fordi den er en dims og den summer), men jeg mistænker at det ikke er dens officielle betegnelse 😉 Den har en lille propel af knive der snurrer rundt bag et gitter, og bruges til at skære fnuller af striktøj så det kommer til at se pænt og mindre slidt ud igen.
Så nu kan vesten bruges igen, uden at hullet løber sig større, og det pyntede på den at blive af-fnullet. Engang ville den måske være blevet degraderet til hjemmebrug på grund af den synlige stopning, men vi har bestemt at tøj med reparationer af huller eller mindre slitage stadig er gå-på-arbejde tøj. For som lærer bliver vi set (og diskuteret!) af eleverne ikke kun i forbindelse med det faglige. Og ligesom vi ønsker os at de i lærerkollegiet ser et bredt udvalg af køn, etnicitet, religion, politisk overbevisning, personlig stil m.m. repræsenteret, så ønsker vi (Ingrid og jeg, jeg tør ikke tale for vores øvrige kolleger) at eleverne ser, at det er almindeligt at reparere sit tøj og fortsætte med at bruge det, på trods af synlige lapninger.
For de spejler sig i os, de søde små. Det betyder noget, hvad de ser os gøre. I det globale gennemsnit står tøjindustrien for 8-10% af verdens CO2-udledning, og danskerne er en af de befolkningsgrupper i verden der køber allermest nyt tøj pr indbygger. Så det batter noget, at fokusere der. Og selvfølgelig er det bedst at holde op med at købe så meget nyt tøj. Men det nytter også at passe på det tøj man har, og bruge det, til det reelt er slidt op. Kun at vaske det, når det faktisk er beskidt, (eftersom vask giver megen slitage på tøjet). At vaske det på et kort program medmindre det er meget snavset (enzymerne i moderne vaskepulver har ikke brug for lang tid for at vaske tøjet rent). Og, ikke mindst, at reparere det, så det kan bruges længere.
Så når eleverne ser os i omhyggeligt repareret tøj, er forhåbningen at tanken om at tøj kan lappes lige så stille spreder sig. Hvad der ellers spreder sig samtidig er uvist – jeg er sikker på at eleverne også ser en masse som vi ikke ved at vi spejler til dem 😉
No comment so far