Jeg var ikke rask nok til at kunne være med til bisættelsen, så Christoffer – for sådan en helt er han – holdt talen på mine vegne.

Kære Tante Gurli

Det er en blid og smuk efterårsmorgen og du er her ikke mere.

Solen skinner lunt på min hud, fra en blå himmel med halvgennemsigtige blondeskyer og tallerkensmækkerne står i fuldt flor. Og jeg skal aldrig mere mærke dine ivrigt velkommende og vuggende kram og træde ind i din endeløse og velvillige gæstfriheds omsluttende favn.

Dine øjne lukkede sig i nat for sidste gang over et blik som altid med et ungdommeligt sæt kunne springe til at være drillende skælmsk eller lyse op i glæde over alt fra et godt terningeslag i yatzy til en ny sangleg at danse om juletræet.

Du har levet et langt og godt liv, fuldt til randen med bekendtskaber og venskaber som du omhyggeligt plejede. Du satte en ære i at være gæstfri, og når folk kiggede forbi mere eller mindre uanmeldt – og det gjorde de tit – var de velkomne og du sørgede for at de kunne mærke det. Husrummet var ikke til alle tider stort, men hjerterummet var det altid!

Familien prioriterede du på samme måde. Både den du var født ind i og så os, som du valgte.

Selvom køreturen var lang, kom du og Onkel Jørgen altid, til børnefødselsdage, påske- og pinsefrokoster, jul og alt det andet. Menneskene i dit liv var vigtige for dig, og du viste det med din opmærksomhed, dine kram og din indlevelse, både til store og små.

Det er svært at forstå at det nu er forbi.

Du og Onkel Jørgen, og jeres hjem i Astrupvig, har været en del af hver epoke i mit liv. I var min barndoms sommerferiedestination, med strand- og fisketure på fjorden, kroket på græsplænen og huler i hængekøjen. Et magisk land med dessert hver dag (mums!), varm mad til frokost (underligt), slikskåle i alle stuens kroge (wow!) og en tante der altid var klar med et sjippetov, nogle tusser eller til at lyttede når vi snakkede uden stop om det, der optog os.

I min ungdom inviterede I stadig, og I blev mit faste refugie i januar når vintereksaminerne var overstået. Her mødte jeg stilheden og de bælgmørke, men åh-så-stjerneklare, vinternætter på landet og I viste mig hvordan livet her fik et andet og roligere tempo. Der var tid og ro til indesysler, til snak og til bare at være.

Jeg har aldrig følt mig så meget hjemme nogen steder, som hos jer – fra den tid og frem var jeg aldrig gæst, men en del af jeres hverdag. Jeg kan ikke tælle hvor mange gange du har fortalt dem, der kom på visit mens jeg var der, at ”det er Terese, hun er ikke gæst, hun ved hvor det hele skal være”. Jeg var velkommen og med uanset hvad I havde på programmet – flå torsk, sylte rødbeder, høste kirsebær på nabogården, klippe hæk eller køre skrald væk. Og samtidig var I altid klar til at være med til og at gøre plads til mine mange mere eller mindre skøre projekter. Uanset om det var syning, syltning, genbrugsjagt eller det, der var mærkeligere, så var du interesseret og parat til at hjælpe.

Du har rejst mere end de fleste i løbet af dit liv, først som medsejlende styrmandsfrue, og senere som ivrig turist. Jeg har været så heldig at være med på nogle af rejserne – vi har sejlet på Mekongfloden, besøgt templer i Kathmandu og er blevet overrasket af skybrud i Beijing.

Det dejlige har både været at opleve det ukendte sammen, men også fornøjelsen ved at se nogle helt andre sider af dig end derhjemme. I din hverdag og husholdning var du altid meget sparsommelig og kørte gerne langt efter tilbud på mælk, margarine eller marcipan. Men når vi var på eventyr, slap du sanserne og selvdisciplinen fri og gav plads til en ellers ukarakteristisk shoppelyst. Sammen har vi købt sølvsmykker i Nepal, sommerkjoler i Thailand og sågar et ægte tæppe i Indien.

Du havde et fint blik for kunsthåndværk som efterhånden som rejserne blev talrigere viste sig flere og flere steder rundt omkring i jeres hjem i alt fra håndvævede duge over alabasterskåle og til den panglyserøde silkekjole du fik syet da vi var i Kina og som fulgte din sammenfaldne rygs kurve helt perfekt.

Vi har ikke set hinanden så meget de sidste år mens jeg har været syg. Men jeg er så glad for at Ingrid og jeg nåede at besøge dig på plejehjemmet sidste efterår inden jeg blev rigtig dårlig igen. For der så jeg, at dit nye hjem var et dejligt sted som du var glad for, og derhjemme kunne jeg se dig for mit indre blik der, når jeg tænkte på dig. For jeg tænker tit på dig – du er jo vævet ind i både de store og de små dele af mit liv. Det var festen ved din firs-års-fødselsdag i forsamlingshuset som inspirerede Ingrid og mig til at lære at danse. Det er dig som har lært mig, ved dit forbillede og mange snakke i mine teenageår, at venlighed mod mennesker, som jeg ikke allerede kender, ikke er spild af tid. De øreringe, jeg har brugt oftest igennem alle årene, er dem jeg fik i studentergave af dig og Onkel Jørgen. Og da jeg greb en stiftblyant for at skrive kladden til denne tale, var det en som kom oppe fra jer (om end tandmærkerne i den nu vist var mine egne).

Det sidste år, hvor jeg har været for syg til at komme ud af huset eller have gæster har mulighederne ikke været store. Men på en god dag kan jeg skrive lidt, så vi har udvekslet breve, den gammeldags slags. Mest om hverdagens hændelser på plejehjemmet og hos mig. Men også om det der fylder indeni. Det skrevne ord gør det nok lidt nemmere at åbne sig om sværere emner, som kan være tunge i en snak. De breve om vores minder og savn som vi udvekslede til Onkel Jørgens fødselsdag i februar, er jeg særligt taknemmelig for at vi nåede at give hinanden.

Kære Tante Gurli. Du har været her altid (i mit liv i hvert fald) og det er svært at forstå at du ikke er her mere. For mit indre blik kører jeg over Viborg og mod Skive, videre mod Grønning og ned ad grusvejen mod Astrup Vig. Jeg drejer ved postkassen med nr. 110, triller langsomt op ad indkørslen og parkerer på gruset foran huset ”Erria”. Jeg smækker bildøren, går ind under halvtaget og giver hoveddøren et ryk, for mine hænder ved at den binder lidt. Jeg mærker modstanden som den går op og hører den vante skurren af dør mod karm. Jeg lukker døren efter mig inden jeg åbner den næste videre ind, så varmen ikke slipper ud. Jeg går gennem køkkenet, mærker kakkelovnens lune og kommer ind i stuen til jer. I lænestolen i hjørnet sidder Onkel Jørgen, med puffen på højkant, benene oppe og vipper med futskoen på den ene fod. Han ser op fra sin avis-kryds-og-tværs og hen over brillekanten og siger at det er godt at se mig. I lænestolen på den anden side af vinduet, hvori man stadig kan skimte et glimt af vigen hen over toppen af træerne i slugten, sidder du, Tante Gurli. Med benene oppe under dig, bare fødder selvom det er vinter, og et hyggesjal om skuldrene. Du lægger dit ugeblad i ned skødet og siger med et smil at jeg vel selv laver en kop the hvis jeg har lyst. Bagefter sætter vi os sammen i stuen og sludrer om hvad der er sket siden sidst.

Det gør ondt at det rum, jeres liv, den verden I skabte, nu kun findes som minder og drømme. Men det gør også godt at vide at jeg altid kan finde dig der – i mit hjerte.

Kærlig hilsen Terese

Familie • Tanker • Skrevet d. 14. October, 2023 • 2 kommentarer