Den uventede forværring sidst i august er den fæleste jeg har haft endnu, og jeg har ligget hele september. Der gik mange dage før jeg kunne smøre en mad, eller holde ud at være i rum med et andet menneske, og den første uge hvor jeg var så dårlig at jeg ikke engang kunne tage bad var ikke sjov.

Lige nu går det forsigtigt og meget langsomt fremad, mens medicinjusteringen fortsætter. Jeg kan sidde lidt op ind imellem, men er stadig nødt til at ligge det meste af tiden. Jeg begynder at kunne holde til at have øjnene åbne en halv times tid ad gangen (langt hovedparten af hjernens sanseimpulser kommer fra synet – når min hjerne ikke kan holde til flere indtryk, så er den først advarsel typisk at mine øjne lukker i) flere gange om dagen. Jeg længes efter at kunne være ude, men der er langt dertil endnu – sidste gang jeg kunne gå en tur var mens de japanske kirsebærtræer blomstrede.

Jeg prøver ihærdigt at holde tungen lige i munden og være meget forsigtig. Der skal så urimeligt lidt til før det giver overbelastning og advarselstegnene er ikke altid nemme at fange. Alle hidtidige erfaringer lover at overbelastning giver ubetinget forværring, så det er som at være tvunget til at spille roulette, hvor det bedste udfald er “ingen forværring” og alle andre udfald giver straf. Det er et spil jeg efter snart tre år nærer et inderligt had til!

Den eneste mulighed jeg kan finde (udover vanvid) er at tage hver eneste dag for sig selv, prøve ikke at sammenligne den med i går eller i morgen, men blot fokusere på det den har. En dejlig buket blomster, smagen af en perfekt sød frisk figen, musvitten i fuglekuglerne udenfor vinduet, morgenluftens melankolske duft af efterår ind ad mit vindue, muligheden for at sidde 10 minutter med computeren før øjnene giver op.

Og så gøre det igen i morgen.

Hjemme • Syg • Skrevet d. 27. September, 2023 • 3 kommentarer