I går morges var der rimfrost på græsset og himlen var mild og vintermorgenblå. 
Da jeg så det sprang jeg straks hen og kom sengetøjet i vaskemaskinen og hængte det ud, og hele dagen gik jeg rundt og kiggede utålmodigt ud ad vinduet til det og ventede på at det skulle blive nat så jeg kunne krybe ned under det frostvejrsduftende, knitrende rene linned. Misse havde ret i at høflighed ingen penge koster, men de andre gratis glæder er nu heller ikke at foragte 🙂
Da jeg jo godt kunne indse at tøjet ikke ville tørre hurtigere af at jeg stod og sendte det våde, længselsfulde blikke, greb jeg Kamals hat og handsker (yndigt, ikke 😉 )
og vandrede ud i den frostklare luft. (Bemærk græskarret på fjernsynet ved min side. Det bliver mere og mere uhyggeligt jo mere det rynker – som en vred gammel spøgelsesmand.)
Jeg har haft fire somre det sidste år (i Wellington, i Tokyo, i Danmark, og her da jeg kom tilbage til Ithaca) men kun en vinter. Da jeg så den lave sol danse over rimfrosten og oplyse de gulnede træer
rykkedes jeg øjeblikkeligt tilbage til sidste vinter her.
Der var meget mere vand i vandfaldene, men det har også regnet i stride strømme hele den første del af ugen.
Nede i kløften hvor vandet løber var der ingen spor af morgenens frost – da jeg kom om et hjørne i stien på vej op så det nærmest sommerfrodigt ud.
På vej tilbage til huset var solen krøbet så højt op på himmelen at rimfrosten var ganske væk. Den var ellers fin da jeg gik den anden vej:
Men den lurede stadig, frosten. Foran indkørslen fandt jeg årets første vandpyt med is på 🙂
Igår aftes ved madlavningstid kiggede vi tilfældigt ud af køkkenvinduet og så 9 rådyr. Der plejer at komme et par stykker lidt inden tusmørketid, men 9 er vist rekord. De græssede, moslede og sprang rundt og nægtede at stille op til gruppefoto, så jeg kunne kun fange 5 ad gangen.
Slutteligt en anden leg: I torsdags kom Kamals venner på besøg med kage for at sige tillykke med fødselsdagen (han blev 25 i mandags). Ganesh havde taget lys med til at sætte i den kage vi lavede – bemærk hans ansigtsudtryk her hvor Kamal prøver at puste dem ud: 
Ikke længe efter gik det op for Kamal at det var selvgentændende lys, og han gik over til at prøve at klemme dem ud.
Det endte alt sammen lykkeligt med at vi spiste kage 🙂
No comment so far