Mød Pumaen. Hun ventede os i lufthavnen i Edmonton, for Ingrid havde ønsket at vi ikke bestilte den allermindste lejebil, men den næstmindste, så man kunne sidde ordentligt. Ingen af os havde husket at medregne at biler generelt er større på denne side af Atlanterhavet. Pumaen har en laaaang snude/kølerhjelm og en lækker spinden når hun gearer ned på vej op ad bakke eller fordi man gasser op.
Hun fragtede os straks til Hinton, 3 timer vestpå. Det var sent – og dobbelt sent for os som lige var fløjet gennem 2 tidszoner. Men vi er nordpå igen, billedet ovenfor er fra lidt i ti om aftenen.
Ingrid er en rigtig helt. På trods af stressfaktorer (det viser sig at afkørslen fra lufthavnen i Edmonton går direkte ud på motorvejen med det samme, ingen tid til at vænne sig til bilen) og uden at kny kørte hun os mod vorers fjerne seng i Hinton.
Hinton er en lille by en time øst for Jasper National Park der lever af byens savværk og overnattende turister til Jasper. Strakt ud langs den trans-canadiske highway er den fuld af hoteller og kædebutikker: Walmart, KFC, A&W…
Det første vi bemærkede i Hinton var den fantastiske duft der gennemsyrer luften. En lokkende, næsten lun duft af nåletræer under det kølige skydække. Som lå hele byen under en aldeles naturlig og usyntetisk wunderbaum. Hvilken den vel nærmest gør, med de trædækkede bjergskråninger omkring den og et ekstra pift af harpiks og træsaft fra savværket.
Byen var stor nok til at have et døgnåbent supermarked, der føltes helt som mit lokale da jeg boede i Ithaca.
Uventet myldrede minder frem, og det var helt tydeligt i alt fra vareudvalget (müsli uden ekstra sukker? Nix!) til ekspedienternes dialekt og gestik at vi er rejst fra storbyen og langt ud på landet.
Vores første dag i Jasper var overskyet og tyst og vejrudsigten lovede regn. Med parkens bjerge i baggrunden var Pumaen pludselig ikke længere så stor.
Det køligtvåde og lidt forblæste landskab minder mig lidt om New Zealand, men her er det rensdyr og bighorn sheep, ikke får, man kan være heldig at se langs vejen.
Vi kørte af den snoede vej op til Maligne Lake. På vejen så vi først den brusende å ned gennem Maligne Canyon
og derefter en bjørn! Sort og blankpelset vandrede den med kraftfulde, smidige skridt mellem træerne på skråningen langs vejen. Wow!
I Jasper er der ikke trafikpropper. Der er “bear jams”. Når man kommer til et sted hvor trafikken står stille er det fordi folk holder stille og fotograferer dyr. Vi fokuserede nu på at opleve synet af bjørnen i stedet for at forsøge at fange den med kameraet. Men for at I ikke skal snydes helt, er her et billede der ligner (ikke et vi har taget) – bare sæt lidt flere buske og træer ind.
Oppe ved søen var det tid til kaffe-og-kagepause. Udsigten var flot (læg mærke til baggrunden i billedet, selv fra det larmende cafeterie, og småkagerne var bestemt ikke små (det runde der anes foran mit ansigt er en halvspist småkage!).
Søen er berømt for den smukke udsigt, især når der er vindstille så bjergene ses genspejlet i den. Bjergene var nu også fine i gråvejr 🙂
Ude på stierne var der aldeles tyst og regnvejrsstille (de fleste af de andre turister blev i cafeteriet, kun hikerne var ude i regnvejret). Vi gik op til Moose Lake i den grønne, dryppende skov.
Når man så efter var skovbunden fuld af små hvide blomster.
Til trods for navnet så vi ingen elge ved skovsøen, men der var grønt og perfekt fredeligt – ahh 🙂
Når det er vådt udenfor og larmende i cafeteriet er der heldigvis gode plads til at spise madpakke i den rummelige Puma mens regnen stille trommer på taget. Og bagefter er der snildt plads til en lur for to, hvis man lægger førersædet tilbage.
På vejen tilbage stødte vi på endnu en bear jam.
Allestedsnærværende skilte og folderen der udleveres sammen med billetten ved parkens indgang fortæller at man skal holde god afstand til vilde dyr og blive i bilen af hensyn til både dyr og mennesker. Det giver god mening – men åbenbart ikke for ret mange af de andre turister. De stod ud over vejen og der var så mange biler at man ikke rigtig kunne se hvad de kiggede efter. Netop som vi besluttede os for at liste os igennem trafikproppen og køre videre kommer en skræmt bjørn løbende over vejen og lige ud foran vores bil! Stakkels bjørn – det var svært ikke blive forarget over menneskers tåbelige opførsel (spoiler: lidt senere er jeg ærgelig over at den næste bjørn ikke åd nogen).
På vej tilbage til Hinton kørte vi op til de varme kilder i Miette. Det hede vand fra Sulphur Creek pumpes op i bassiner med udsigt over bjergene. Regnen var taget til og kombinationen af kolde regndråber på hovedet mens resten af kroppen er nedsænket i varmt vand var en perfekt afslutning på dagen. Kun tåber (ja, vi så et par stykker) synes at deres mobiltelefoner er en praktisk accessory i bassinet, så det får I ingen billeder af.
Regnen blæste væk i løbet af natten. Pumaen var blevet sulten og vi konstaterer at det kræver minimum to kandidatgrader at betjene betalingssystemet på canadiske benzinstationer.
På vej mod Jasper (I kan se bjergene i baggrunden) var vi fristede til at dreje fra her – omend det nok ville have krævet en måneds ferie ekstra.
Det er åbenbart pludselig blevet lørdag (det har været en dejlig lang ferie allerede når ugedagene er gået i glemmebogen) så der er kø for at komme ind i parken.
Velovervejede går vi lige i turistfælden Jasper Skytram, hvor man kan betale en mindre formue for at tage en svævebane til toppen af The Whistlers Mountain.
Udsigten var det hele værd 😀
No comment so far