Så er det ved at være slut med den ferie. Om en halv time begynder bussen den 6 timer lange tur tilbage mod Wellington, min internetforbindelse og japanskpøven mandag morgen. Jeg medbragte optimistisk japanskbogen men kunne vist lige så godt have valgt en musten, så meget har jeg fået studeret den.
Hvordan er det så at rejse alene – dette var min første ferie på egen hånd nogen sinde – uden nogen at dele oplevelserne med.
– Det er befriende – man kan gøre lige præcis hvad man vil når man vil. Da jeg uventet blev tilbudt et lift til Taupo og tog imod det var er ingen hvis mening også skulle høres. Da jeg i går aftes fik en ubændig trang til junkfood var der ingen til at se det 🙂
– Det er også nemt – i hvert fald her i New Zealand hvor alle er vant til rygsækrejsende. De fleste steder mødes man venligt (omend lidt reserveret) og – især i de mere øde egne – tilbydes et lift, en muffin….
– Det er lidt skræmmende – hvis jeg/nogen kommer mig til vil det vare uger inden det opdages – ingen jeg kender ved hvor jeg er.
– Det skaber fokus. Netop fordi den eneste hvis ønsker denne tur skal føje er mine, bliver jeg på en helt ny måde klar over hvad jeg vil. Hvis man er flere afsted og nogen siger “Hvad med at se X i morgen” kan alle ende med at sige ja selvom ingen måske er specielt interesserede. Og det giver plads til at gøre de ting jeg ellers altid har dårlig samvttighed over at gøre når jeg har selvskab. I går formiddags spadserede jeg eksempelvis bare rundt i Napier på må og få og beundrede de fine art deco-bygninger, slumrede lidt på en bænk i solskinnet i de forsænkede haver, 
mødte en mand der spurgte om jeg syntes om hans BH, spiste en kage og besluttede mig brat for at vandre til busstationen (= den anden ende af byen) for at købe min billet til i dag (hvad der sparede mig $12 som jeg prompte brugte på kage og junkfood). Og på intet tidspunkt var mine valg hæmmet af at en ledsager måske ville finde dem irriterende.
– Det skal ikke vare for længe. Det er ikke nær så fantstisk at se verden hvis man ikke har nogen at dele den med! Allerede nu efter 5 dage er jeg ved at sprænges og længes hjem til min netforbindelse så jeg kan fortælle jer om det hele. Jeg har følt mig meget afskåret lige fra begyndelsen – og længes efter den fremtid hvor nettet er trådløst og overalt og det eneste man behøver for at holde kontakt med sine nære uden at forgælde sig er sin bærbare og et netabonnement.
… Nu kommer bussen. Om 7 timer burde jeg være tilbage i Hataitai. Det er slet ikke utænkeligt at jeg så falder for fristelsen til at ringe og vække nogen 😉
No comment so far