Det var en meget hård sommer. Og de tre fjerdedele af efteråret der er gået har ikke været meget bedre. Jeg kan stort set ingenting, og det mindste får haltehjernen til at gå i selvsving.
Det forgangne år og lidt til har været som en rutchebanetur. Med frustrerende langsomme og møjsommelige strækninger opad, håbløst fortvivlende hurtige strækninger nedad og masser af bump, vrid og dyk undervejs. Og nu er jeg så tilbage ved starten af rutchebanen og kan begynde forfra (der er desværre ikke mulighed for at stå af, eller skifte til et andet tog 😞 ).
Jeg er blevet klogere undervejs, og har fået den hjælp medicin kan give, men der er stadig mange, mange meters asen op til et funktionelt helbred, og mine muligheder for fremskridt måles i en millimeter ad gangen.
Men jeg er her endnu. Jeg kæmper stadig.
Også selvom opgaven der venter er som at gå på line med et åg med kattekillinger over nakken. Jeg er godt nok faldet ned af den line mange gange og har tabt mange killinger ud af mine spande. Men jeg bliver ved med at kravle op igen og forsøge, og før eller senere så bliver jeg så god til det, at jeg får krammet på denne her sygdom. Basta!
… Og nej, kvinden på billedet ovenfor går ikke på line. For hver gang jeg forsøgte at prompte Chatty til at få hende til det, så tilføjede den enten andre, uønskede ændringer til motivet, som f.eks. svævende killinger:
eller zoomede billedet så langt ind, at det ser ud som om det er hendes knæ der går på line.
Jeg har vist brug for at øve mig noget mere i at prompte Chatty 🤔
For ikke så længe siden overtalte Ingrid mig til at købe en ny kop (selvom guderne skal vide at jeg bestemt ikke mangler thekopper, de står i lag i skabet). Den smiler – og når nogen smiler, så er min første reaktion at smile tilbage 😊
Den kop er hver en øre værd 😊🥰
No comment so far