Hele foråret er det gået baglæns i ryk. Et skridt frem, snuble, tre skridt tilbage. Et skridt frem, snuble, tre skridt tilbage. De sidste to måneder har jeg været så langt tilbage at et snubl bringer mig derhen hvor jeg igen ikke kan andet end at ligge helt stille med lukkede øjne i mange dage. Argh!!!
Så hvorfor sker det? Så vidt jeg kan greje, sker det fordi jeg ikke kan mærke hvornår en aktivitet er for meget før senere. Nogle gange er “senere” nogle minutter, andre gange timer, andre gange flere dage. Feedbacken er forsinket, forbindelsen mellem krop og haltehjerne har forstyrrelser på eller sætter til tider helt ud. Uden feedback kan jeg kun gætte hvad det går an at foretage mig og hvor længe, og det er svært, for instinktivt så lytter jeg jo efter de signaler, der bare ikke kommer – eller i hvert fald ikke kommer før det er for sent. Så kommer jeg til at gøre for meget og så snubler haltehjernen og falder tre skridt baglæns, hvorefter jeg skal fortsætte derfra. Igen.
Og jo dårligere jeg har det, jo mindre skal der til for at jeg kommer til at overgøre noget, og min tilstand går baglæns igen. Så skal der endnu mindre til at vælte læsset… Kan I se problemet?
Hver eneste gang jeg er snublet, især her i foråret, har jeg og Ingrid tænkt at nu, nu har vi knækket koden. Nu har vi styr på hvor uendeligt forsigtigt vi skal gå frem, og hvordan vi skal forholde os. Og hver gang har vi taget fejl. (Og nej, jeg kan ikke bare blive liggende stille og vente på det går over – haltehjernen skal trænes op, ellers får den det ikke bedre.)
Så der er ikke anden vej frem end forsigtighedens vej. Min medicin er så justeret som den kan blive, og al anden supplerende behandling (som f.eks. fysioterapi) er først mulig når jeg igen kan klare at komme ud i verden, holde til at føre en samtale der varer mere end 2 minutter og andre kraftpræstationer i samme stil, der er mange måneders genoptræning og bedring væk. Forudsat altså at jeg ikke snubler igen.
Hvordan i alverden slipper jeg igennem dette her?
No comment so far