I søndags kom Far og Karen forbi med første bid af de af Tante Gurli og Onkel Jørgens ting som jeg har fået i arv (de står oplagret hos Far og Karen, indtil jeg har kræfter til at få sagerne hjem lidt efter lidt).
Den ting jeg først og fremmest havde ønsket at få var det gulvtæppe de købte da vi var i Indien og Nepal sammen i 2011. Den dag var vi – hele flokken af danske turister – ude at se et tæppe- og stofvæveri. På klassisk vis blev vi først taget med rundt og se alle dele af processen, bid for bid.
Derefter endte vi som forventet i et stort showroom hvor alle herlighederne var til fremvisning og salg og alle kneb gjaldt. F.eks. at iklæde en af turisterne en sari.
Mens jeg bagefter gik rundt og følte begærligt på de lækre silkestoffer (jeg har et yndlingstørklæde og 4 meter blå silke der endnu aldrig er blevet syet noget af derfra ☺️) impulskøbte Tante Gurli og Onkel Jørgen et ægte tæppe!!! 😮
… Jeg er ganske overbevist om at det ikke var et impulskøb, men at de havde planer om det hjemmefra, men jeg vidste ikke noget om det. Så da jeg havde fået viklet mig ud af sarien, betalt for mit tørklæde og spurgte Tante Gurli om hun havde købt noget blev jeg ret befippet over svaret 😉
Derhjemme fik tæppet pladsen under sofabordet i stuen i Astrupvig. I min egen stue lå der et rødt tæppe jeg arvede efter Moster Tik Tak da jeg var først i tyverne. Det har været placeret under mit spisebord alle årene siden og er slidt helt ned til trenden mange steder.
Nu ligger tæppet fra rejsen til Indien der i stedet 🙂
No comment so far