Morgen i Vancouver.
Solen skinner blidt ned i gyden bag hotellet, varmen er ikke taget til endnu.
Kun enkelte biler og en morgenjoggers fodtrin lader sig høre fra min dynerede i vores absurd store hotelseng.
I går var jeg på ferie, i et langt dvælende nu.
Klar til at slentre og se hvad der er om det næste gadehjørne, på den næste kaffebar, bag den bugt i bjergvejen der anes længere fremme. Åben for indtryk og med grublehjernen forflyttet til bagsædet.
Her til morgen er maven fuld af kværnende ferien-er-slut-blues. Til trods for at det er den ikke helt endnu – vi flyver hjem i morgen aften.
Tankestrømmen afbrydes bestandig af endnu-ikke-relevante spekulationer om hjemme.
… Er haven død og tør – den sidste gæstevanding var i lørdags, kan den klare sig til torsdag?
… Hvad med alle de praktiske ting der ligger og venter på at blive gjort?
… Hvad med næste skoleår (klap i hjerne, det er slet ikke endnu!)?
… Hvad med…..
Vi har rejst så længe at hverdagen virker som en fjern fortid. Selv feriens første dage i Toronto føles som forrige år. At rejse fra sted til sted er den nye dagligdag – jeg er fristet til at tage ned til Avis og forlange Pumaen udleveret, invitere Ingrid ind på passagersædet og køre nye steder hen – for det er jo det vi gør, her i ferieverdenen.
Hvis altså ikke lige for uroen i maven der varsler omrokering af chaufførtjansen i hjernebilen. Som bebuder at det fjerntvirkende hverdagsliv venter mig tilbage om lidt.
Jeg vil godt beholde mit afslappede, flydende nu – her eller hjemme. Kan det mon lade sig gøre at efterlade grublehjernen i en skuffe på hotelværelset når vi tjekker ud i morgen?
No comment so far