Efter Victoria var det tid til at tage laaangt ud på landet. Bevæbnet med slikkepinde kørte vi nordpå.
Langt nordpå.
Så langt nord og vestpå at vejen blev til en grusvej.
Overalt langs vejen var der skilte med “Her skoves, pas på, hold tilbage for de store maskiner”. Ikke betryggende, især ikke de steder hvor vejen var mindre god. Vi så heldigvis ingen store lastbiler på vejen op, kun masser af pickup-trucks.
Halvanden time senere, længe efter der ikke længere var mobilsignal (skræmmende tanke – lad være med at køre galt, der er ingen at ringe til) ankom vi til vores seng i Holberg. Nok den mindste by jeg har været i, med ca. 100 indbyggere. Vores Bed & Breakfast viste sig ikke at have wifi (selvom de havde annonceret at de havde de) og en skræmmende følelse af afsondrethed overvældede os.
Aftensmaden var picnic på værelset – mulighederne i Holberg er … begrænsede.
Næste morgen kørte vi ad en (nu lidt smallere) grusvej ud til Cape Scott Provincial Park. Det er nok det længste væk fra civilisationen jeg har været. Til vores overraskelse – og lettelse – var der andre der også ville på gåtur eller camping her, parkeringspladsen var ikke tom, vi var ikke alene i verden.
Lidt surrealistisk at køre samlet set flere timer fra den nærmeste asfaltvej gennem øde bjergskråninger dækket af nåletræsskov og ankomme til et sted hvor der holder biler og høres menneskestemmer.
Skiltet ved kanten af parkeringspladsen advarede sobert om at i parken bor bjørne, ulve og pumaer. Den firbenede slags altså, og ikke vores egen Puma. Så er det dejligt at her er andre mennesker, med lidt held bliver de ædt først.
Stien mod San Josef Bay lokkede grøn, velholdt og indbydende. Vilde dyr bruger da ikke sådan nogle pæne stier, vel? (Jo det gør de, især bjørne synes det er meget nemmere at gå på stier og veje end at mase sig frem gennem det broklede og tætte buskads i underskoven. På vej herop så vi flere bjørne gå i vejkanten.)
Skoven var vild og uplejet, og det var tydeligt at hvor træer var gået ud og væltet, blev de i deres forrådnelse hjem for andre planter.
Her er et nærbillede af samme sted – bemærk hvordan de små nye træer har slået rod i den gamle stamme
Efter et par kilometer kunne man se den inderste del af bugten gennem træerne.
Til sidst kom vi ud af skoven og helt ned til bugten, lige før ebbe.
Hej Stillehav 🙂
Vi gik langs bugten mod nord
og ind mellem klipperne
Der var masser af små huleagtige indhug, med hver sit kig ud mod vandet. De fleste så ud til at være under højvandsgrænsen, så ikke gode stedet at gemme smuglergods selvom det så oplagt ud.
Skoven vokser helt ud til klippekanterne, og et sted havde nogen hængt et reb med en gren ned til at gynge på.
På vej tilbage trængte solen næsten igennem skydækket.
Sandet var tofarvet og tidevandet havde tegnet fine komethaler bag småstenene i vandkanten da det trak sig ud.
I den sydlige ende af bugten (den lavvandede del vi kunne se ud over inde fra skoven) var vandet helt blankgrønt af genspejlede træer og alger.
Det begyndte at regne lidt og var tid til et eftermiddagshvil i ly under et klippefremspring.
Vi undrede os lidt over at der nu var en del flere mennesker på stranden og at de havde noget temmelig upraktisk tøj på.
Det viste sig at vi var tilskuere til et bryllup.
Det må have været noget bøvl at få lang hvid kjole, festgæster, grillremedier og det hele båret ned på stranden (herfra er der nok 4 km op til vejen), men de så glade ud.
På vej tilbage mødte vi flotte røde svampe og skinnende bær (nej, vi smagte ikke)
Og enkelte vældig store træer
Langs vejen tilbage mod Holberg og vores seng så vi flere steder hvor der var skovet og store bunker af rester lå tilbage og ventede på at indgå i kredsløbet igen (stort set al skov på øen er skovet og genplantet i løbet af de sidste 80 år).
Aftensmaden var et spændende måltid af müsli og langtidsholbar mandelmælk, spist af engangsservice bestånde af tomme yoghurtbægre. Nom?
Lørdag morgen kørte vi tilbage mod civilisationen. Mod forventning (chaufførerne har åbenbart ikke lørdagsfri selvom skovhuggerne har) så vi nu pludselig adskillige store lastbiler med nyfældede stammer – heldigvis skulle de samme vej som os, så det var overhalinger og ikke modkørende.
Vi traf endnu en bjørn i vejkanten på vej ned. Hvor bjørnene i Jasper ikke havde noget imod at posere (de er så vant til mennesker der stopper og glor at de mest bare ignorerer dem og fortsætter i det ryddede stykke langs med vejen), så vil bjørnene på nordøen gerne gå på vejen, men så snart bilen kommer tæt på går de ind i budskadset. Så stadig ingen billeder – men fine var de, især i regnvejret hvor pelsen rigtig skinner 🙂
Der er nu godtnok smukt derovre i det der Canada