Først ventede vi, længe, Allan, Thomas, Ingrid og jeg. Ingrid havde bestemt at vi skulle komme i god tid (det viste sig at være en fremragende idé!) så før klokken var halv syv stod vi på gulvet, overraskende tæt ved den fremskudte gangbro fra scenen og ventede på koncerten som skulle begynde kl 20. Først virkede rummet stort og tomt, som tiden gik blev det mere og mere tætpakket.
Det var længe, og da klokken blev otte, ti over, kvart over, tyve over skete der stadig ikke noget. Men så gik det løs!
Det første man så var Brian May i karakteristisk silhuet mod fortæppet, lige inden det faldt. Meget genkendelig med det krøllede hår og guitaren, en fin parallel til den klassiske silhuet af Freddie Mercury med en knyttet næve i luften – man var ikke i tvivl om hvem der stod bag forhænget eller hvad der skulle ske.
Jeg har set Queen live før, i New York i 2005 hvor de turnerede med Paul Rogers. Han var ikke just imponerende som sanger, så jeg var meget spændt på Adam Lambert, som er med som sanger nu.
De første par numre var fine, forventede, omend lidt larmende. Vokalen druknede til tider i guitar og trommer, men med Fat Bottomed Girls begyndte man at fornemme bandet langt ud over scenekanten, og der blev hoppet og hujet. Det er ikke tosset, men jeg var heller ikke solgt.
Men kort efter vinder Adam Lambert brat mit Queen-hjerte. Et par sceneteknikere bærer en forgyldt og plysbesat trone frem på kanten af gangbroen og han spankulerer frem, sætter sig med en gylden vifte og smider fødderne op over armlænet så man kan se hans glitterbesatte plateaustøvler. Og så leverer han ellers Killer Queen for fuld udblæsning, med posh accent, fantastisk mimik og perfekt attitude.
(Der er en også ret fin udgave fra koncerten i London her)
Stemmen er imponerende, og han er meget omhyggeligt ikke Freddie i hverken kropssprog eller vokal, selvom han er fuldstændig over-the-top med tungt bling, guldfrynser, stramme bukser og alt hvad en smækker, frydefuldt homoseksuel mand ellers kan slippe afsted med på en scene. Og han slipper i den grad og på alle måder afsted med det!
Selvom der er et par lange guitar- og trommesoloer imellem er resten af koncerten en fest 😀
En helt stille og akustisk inderlig ”Love of My Life” sunget af Brian May, helt fremme på scenekanten, kun stol, stemme og guitar. (Det er i øvrigt første gang jeg har oplevet publikum til en koncert synge højt med uden at blive forstyrret af nogen der sang falsk. Det var helt rigtigt, bare i denne ene sang. Hr. May så også meget tilfreds ud bagefter.)
En frembrusende, livskraftig I Want It All. Masser af mojo, selvom de har sprunget den forventede pause over og er godt på vej ud i overtid.
Og til sidst, lige før det slutter, We Will Rock You, med kantet og skarp stemmebrug, leopardplettet jakkesæt og krone (ja, krone, men han slipper godt fra det).
Festen bliver ved en halv time længere end forventet og pausen springes over.
Jeg er klar til en tur mere! Lidt pokkers at navnet er “A-Once-in-a-Lifetime Experience” 😉
No comment so far