Jeg gav slip her til morgen. Slip på varmen, sollyset og de grønne blade. På at vende ansigtet mod solen og føle dens lune hånd omslutte mig. På at være helt afslappet udenfor igen før til sommer.
Det var da morgenkulden smøg sig ind under jakkekraven og op under buksebenene. Da jeg mærkede den fugtige, hvide dis over Brabrandstien, så at stjernerne var lidt klarere og mærkede luften bide mig i fingre og ansigt.
Fra det ene øjeblik til det andet var jeg overvundet, opgav at kæmpe imod og krumme mig sammen og hutle i jakken. Rakte hovedet lidt op og til siden så flige af morgenluften kunne komme ind under halstørklædet. Rettede ryggen og lod det komme helt tæt på.
Jeg er klar nu. Til iskolde kinder og lår i kontrast til den brændende cykelvarme under jakken. Klar til at lugten af våde, formuldende blade og smattet jord glider over i knitrende frostduft og modstand under sålerne.
Til forundret at lave håndaftryk i den allerførste rimfrost en morgen, snart.
Til kun at have varmen under bruseren eller foran ilden.
Til at liste let og stille ned ad trappen og mærke den første rigtige sne under mine bare tæer i mørket.
Til igen at huske at det landskab der har født mig er fortryllende smukt i sin hvide kappe, og at sjap, salt og kulden i mine krop er en pris jeg betaler villigt, trods alt.
Vinter, jeg overgiver mig til at elske dig. Igen. Hver gang. Altid.
November, kommer du med sne til mig?
No comment so far