En af de sære ting ved at gå rundt i Jerusalem er de allestedsnærværende ruiner. Huse i forskellige stadier af forfald – fra mangel på skodder til murrester der knapt når knæhøjde. Her er en fra vores spadseretur på bymuren.
Når man ser en kan man uden yderligere viden ikke komme nærmere end “Næh, en ruin. Den er nok ca. mellem 0 og 3000 år gammel.”
For de ligner hinanden, på tværs af tidsaldrene. De samme hvidgule sten hugget til og stablet, med eller uden mørtel. For det utrænede øje kan det være svært at se om bygningen er 200 eller 2000 år gammel.
Visse steder kan man som her se det gamle på den ene side og det nye på den anden side af muren.
Noget af det mest karakteristiske – og for en dansker besynderlige – ved at færdes i Jerusalem er antallet af bevæbnede mennesker. Både politi og militær er talrigt på gaderne, alle er bevæbnede og de fleste af dem med maskinpistoler eller -geværer.
Særligt fredag var opbudet stort, efter de seneste uroligheder. På vej mod bussen var Ingrid nødt til at sætte sig på en bænk og tage en sten ud af skoen så jeg kunne fotografere soldaterne der holdt pause på græsset.
Det nåede ikke at føles almindeligt med alle de våben i gaderne, men man vænnede sig lidt til synet. Til gengæld tabte jeg både næse og vi ved Grædemuren så denne Far med sit barn.
Han vender den gode side til os her, men hvis man kigger nærmere kan man ud for hans knæ lige skimte hvad han bærer i sin højre hånd
Jeps, det er spidsen af et maskingevær! En mand i civil, med barn og maskingevær. Ingen andre end os lod til at finde det besynderligt.
Blandt byens behageligheder må bestemt regnes den solmodne frugt.
Og tagterrassen på vores lille hotel – den blev kun bedre at at ingen andre end os lod til at benytte den, især ikke om aftenen.
No comment so far