Kattens Rejse

Sommerplaner

Så er ansøgningen til tompladsordningen på fysik afleveret og jeg må nu vente indtil slutningen af august på at høre om jeg har vundet i studielotteriet, eller om jeg er nødt til at bruge efteråret på at tage et gymnasiekursus i kemi før jeg kan få lov at læse. Kryds venligst fingre alle mand 🙂

Men inden da er der jo en læseferieperiode og en sommer. Der er ret mange ting jeg gerne vil nå, så nu laver jeg en liste og prøver at få styr på dem.

  • Eksamen. Jeg skal have elever til eksamen i gymnasiet for første gang, og synes det er lidt nervepirrende – tænkt hvis jeg ikke kan stille de rigtige spørgsmål og yde eleverne den retfærdighed de fortjener? Forberedelse af det må være første punkt på dagsordenen.
  • Jeg skal have to nye fortsætterhold på gymnasiet næste år, udover en ny 1.g. Begge fortsætterhold er matematik på B-niveau, et stx og et HF-hold. Det vil nok være formålstjenstligt at få kigget på stoffet, bøger og studieplaner inden august.
  • For så vidt at jeg kommer ind på fysik får jeg helt sikkert brug for at læse noget af det fysik op jeg lærte da jeg var ung og skal forestille stadig at kunne huske. Jeg tænker at gøre brug af Khan Academy, men håber også at Maria måske har tid og energi til at give mig et lynopfriskningskursus. Hendes strukturerede overblik vil være meget velkomment.
  • Jeg har gjort mig nogle tanker om flipped classroom-strategien og pønser på at implementere det i 2 af mine klasser næste skoleår. Det kræver at jeg får læst mere op på det, og at jeg kommer igang med at producere forløb og video i god tid. Et projekt jeg synes er vældig spændende, men som også afføder en vis bekymring om hvor meget tid det vil komme til at sluge.
  • Jeg har nogle kritiske håndarbejdsprojekter som skal være færdige inden ferien slutter. Lad være med at spørge mig hvordan håndarbejde kan være kritisk, tak 🙂
  • Jeg skal rejse og jeg glæder mig sådan! Først Jerusalem med Ingrid, og en uge senere Kina med Gurli og Jørgen. Jeg har længtes efter at komme til Langbortistan i månedsvis og glæder mig som et lille barn. Eller nok snarere som en forventningsfuld voksen der selv har knoklet for at betale gildet 😉
  • Jeg pønser på at være med til at skrive scenarie til næste års Fastaval. Det må der nok også hellere blive set på i løbet af sommeren – lige nu svæver flere idéer rundt, men den som mest har begrejstret mit hjerte vil indtil videre ikke rigtig tage helt konkret form.
  • Yndlingsbarnet bliver 18 (og har dermed nok snart brug for en ny titel). Jeg har ikke den mindste gode idé om hvad jeg skal give ham som ikke er uinteressant (ting, tøj, spil,… gaaaab) eller uden for min umiddelbare økonomiske formåen (åh alle de forunderlige steder i verden jeg gerne vil se sammen med ham). En plan må der til, og gode forslag modtages med kyshånd!

Nu hvor jeg læser dem igennem lyder det som rigeligt mange planer til en sommer. Selskab, en hjælpende hånd eller hygge på vejen er velkomment 😀

Klar – Parat – Start!

En kommentar

Nis • Skrevet d. 15. May, 2014 siden

Jeg nominer “Yndlingsyngling” som den nye titel.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *