Himlen var smuk på vej til arbejde her til morgen. Så mange pastelfarver over byen, set fra begyndelsen af Brabrandstien.
Løfter om forår selvom træerne endnu er bare og der er frost i luften.
Jeg har aldrig brudt mig om at cykle. Det har altid været en nødvendighed – fordi jeg ikke havde råd til at tage bussen, fordi det var hurtigt, fordi så fik jeg da rørt mig lidt. Selvtvang.
Jeg afskyr fornemmelsen af at være træt og forpustet og vide at der er langt hjem. Det får mig til at føle mig fanget i min uduelige krop. Og i Århus er der altid bakker og ofte blæst, hvilket ikke just hjælper.
Men morgencykelturen på arbejde de sidste 8 måneder vil jeg efterhånden ikke undvære. Selvom jeg er trist, stresset og bekymret når jeg står op, så letter det altid en smule når jeg kommer ud i luften. Tramper op ad Jens Baggesens Vej. Suser ned ad bakken. Ned til åen og træerne og væk fra de morgenduelige billister. Især nu, hvor det når at lysne lidt inden jeg er fremme.
Når jeg hører fuglene, lugter beplantningen – sødtråddent af mirabeller på stien om efteråret, frostkoldt i vinteren, og fugtigt, vågnende nu. Når jeg ser himlen fuld af pasteller, med løfter om lysere tider, vejrmæssigt om ikke andet.
Små 10 minutter senere fra toppen af bakken på Skanderborgvej havde farverne allerede ændret sig til en gylden tone.
Drømmemagerfarver.
No comment so far