Det her er en af de første julesange jeg kan huske. Sangen i min erindring er i en ældre (og dejligere) udgave, som nettet ikke lige lader mig finde, så I må nøjes med denne her.
Den minder mig om, at mindst halvdelen af årstidens magi befinder sig på indersiden af vores hoveder, og at vi – børn som voksne – ikke tøver med at overføre vores indre logik til verden udenfor, og næppe altid er klar over at vi gør det.
Jeg kan huske at sangen gav umiddelbar og perfekt mening for mig. Mor kysser julemanden – det lyder vældig hyggeligt. Teresebarnets næste tanke: Men hvor mon Far så er, når nu det ikke er ham der kysser Mor? Ja han er selvfølgelig til fodbold, for det er jo der Far er, når han ikke er hjemme.
Jeg har måske været 4 eller 5? Jeg kan huske min tilbageskuende undren da det nogle år senere gik op for mig at der måske var mere mellem linjerne i sangens tekst. At faren i sangen nok var inde i julemanden og slet ikke til fodbold. At mine oprindelige antagelser ikke holdt stik.
Gad vide hvad jeg antager nu om stunder, uden at have opdaget det endnu?
Hvad antager du?
Glædelig 13. december.
No comment so far