Jeg har fyldt et fyrfadslys i den lille porcelænsjulemand og sat ham frem i vindueskarmen.
Jeg har sat kalenderlyset som traditionen tro var pakkekalendergaven i dag, 1.december, i stage, og jeg har bygget adventsdekoration.
Jeg har aldrig nogensinde – ikke engang dengang jeg var allermest syg – haft en sådan ulyst til jul, så jeg ved ikke rigtig hvorfor jeg har gjort det.
Jeg kigger på juletingene i butikkerne og jeg bliver irriteret og frygteligt ked af det. Jeg mærker duften af gran og jeg er lige ved at græde.
Jeg er de sidste par uger, mens der er blevet sat lyskæder op og reklameret for gaver rundt omkring, blevet mere og mere irriteret, og har tænkt at hjemme hos mig behøvede der ikke blive julet. At jeg ikke havde lyst, ikke magtede, bare helst ville være fri. Kunne det ikke bare være den 2. januar nu?
Og nu har jeg alligevel sat et par sager frem herhjemme. Med klump i halsen og sorg i sinde har jeg sunget for adventskransen og tændt det første lys.
Det føles som at pille i et betændt sår eller trykke på et brækket ribben. Jeg forstår ikke hvorfor jeg overhovedet gjorde det.
Jeg forudser en lang og fæl december.
Kender det. Har haft det sådan (i varierende grad) i nogle år efterhånden.