Dagen efter gik vi tur i souk’ens mange små og snoede gader.
Langt inde i labyrinten af gyder fandt vi stedet hvor der blev farvet læder:
I samme baggård stod beholdere med farven. Det lugtede skarpt og jeg tvivler på at der blev brugt handsker – arbejdstilsynet ville have korset sig.
I souk’en kan man også risikere at støde på den berygtede souk-hipster.
Vi så også adskillige af byens gamle palæer og paladser. Hovedparten var aldeles tomme, bortset fra turisterne – ikke et møbel i syne, kun tomme sale og gange. Rummet på billedet havde som det eneste et spejl som møblement.
Andre tidligere paladser var indrettet til museer – her en overdækket gård
Der var et fint gittervindue ud til gården
… Omend udsigten hurtigt forandredes 😉
Om eftermiddagen gik vi i et stort lokalt supermarked for at se hvad man kunne lære om marokkanerne ud fra deres varer.
For eksempel at hvor vi køber maling i litervis, så køber de honning.
Og at man kan få dumme-Peter-hatte med Hello Kitty.
(Teorien om at det også kunne være en fødselsdagshat blev fluks forkastet som usandsynlig.)
Dagen efter tog vi på en heldagsudflugt op i bjergene til den gamle beduinlandsby Ait Ben Haddou.
Det var tydeligt at der var en frodig side af bjerget
og en mindre frodig side.
Og som på alle gode turistudflugter gjorde minibussen masser af holdt så man kunne fotografere udsigten. Eller sin rejsemakker som fotograferer udsigten.
Der blev også gjort stop ved et kvindekollektiv der malede de allestedsnærværende arganfrø til olie til brug i kosmetik og hårpleje. Ingrid samlede nogle frø op
… Det vides ikke om det var før eller efter de havde været igennem gedens fordøjelse, men jeg mistænker efter 😛
Omsider kom vi til Ait Ben Haddou. Byen har stået siden middelalderen, omend der nu er bygget en ny bydel på den modsatte side af floden, hvor der er el og rindende vand til rådighed. Sjovt nok er befolkningen flyttet derover, og den gamle bydel står tom tilbage på skråningen.
Mens vi var der i august var der tørt og varmt, men man kunne godt se på flodlejet og broen mellem den nye og gamle del af byen at der er en del vand om foråret.
Vi vandrede over det tørre flodleje og op i middelalderbyen. Mange film er optaget her, ikke mindst fordi der når man kigger i de rigtige retninger ikke er spor af den moderne verden.
Jeg følte mig lidt hensat til Tattooine eller en anden ørkenplanet.
Leoparden følte sig tilpas i det varme klima.
Oppe fra tårnet på toppen kunne man kigge ud over bebyggelse og marker
eller bare gold ørken
I en tredie retning kunne man se en stump omhyggeligt indhegnet ørken.
Gad vide hvad meningen med det var?
På vej ned igen var der fint udsyn over den gamle bydel
og rig lejlighed til at tage silhouetbilleder i de skyggefulde passager
Efter Ait Ben Haddou fortsatte udflugten til nærmeste større by hvor der både lå et fint gammelt citadel og en væsentlig del af Marokkos filmindustri.
Citadellet var som de fleste andre gamle bygninger vi så restaureret præcis nok til at turister kunne betale entre og gå ind, men indenfor var ingen skilte, møbler, kustoder, ja faktisk overhovedet ingenting udover tomme gange, trapper og sale. Det ville være et fint sted at holde et dungeonlive, men som kulturformidling lod det noget tilbage at ønske.
I et af citadellets rum var dette i gulvet.
Tydeligt en del af den oprindelige bygning – men hvad er det? Hverken Ingrid eller jeg havde nogen realistiske bud.
På den anden side af hovedvejen, overfor citadellet, lå et museum over filmkulisser. Her var alt fra det romerske senat til skumle fængsler.
I torturkammeret var der praktisk nok hængt lænker op.
Men det var fup og svindel – inden i lænkerne til hænderne var der lagt blød beklædning, så en skuespiller kunne være mageligt lænket.
Sidst på dagen gik turen hjem igen, og på vej ad de mange skarpe hårnålesving var der rig lejlighed til at overveje om vores chauffør mon var svimmel eller utilpas? Han havde jo hverken fået vådt eller tørt hele dagen, eftersom det var ramadan. Dejlig tanke – men vi kom nu helskindede hjem, omend Leoparden var meget træt.
Så meget desto mere grund til dagen efter at forfriske sig i skyggen med den traditionelle stærkt søde myntethe
mens Ingrid købslog om en stråhat.
Der var også tid til at beundre de fine trafikkegler – ikke noget med orange plastik her.
Den sidste dag tog vi ud og besøgte den berømte have ved Yves Saint Laurents tidligere hjem i Marokko, Marjorelle-haven.
I stærk kontrast til byen udenom var her skyggefuldt og roligt, med bygninger i klare farver og hængende planter alle vegne.
Der var stadig masser af spor af bygningernes marokkanske oprindelse, men de strålende farver gav et helt andet indtryk end byen på den anden side af havens mur.
Husets oprindelige ejer havde anlagt en kaktushave.
Nogle af dem var vist snarere forklædte rumvæsner.
Til trods for havens mange andre besøgende var det et rart sted at hvile lidt på en bænk – og for Ingrid til at få taget nogle selvportrætter.
Pludselig var jeg også med i billedet – lidt skeptisk efter nummer 47
Men så fik hun mig alligevel til at grine 🙂
Tilsidst besluttede Leoparden at nu var det nok.
Så tog vi bussen ned i bymidten og satte os på en café. I bussen lagde jeg mærke til hvad der egentlig var på det skilt jeg havde set på alle busdøre hele ugen:
“Pas på kåben ikke kommer i klemme når De forlader bussen” – eller noget i den stil.
Det var sidste chance for postkort, så Ingrid skrev næsten frivilligt et par stykker.
Jeg havde mere travlt med at kigge på killingen som havde søgt skygge op ad væggen bag min stol.
Næste morgen var det tid til at tage lufthavnsbussen.
I lufthavnen, inde på den anden side af sikkerhedstjekket gik der masser af andre passagerer rundt og ventede på deres fly. En af dem havde en uventet facon:
Men det var åbenbart en rejsende – katten frekventerede butikker
– flere endda
og undersøgte varerne omhyggeligt
Ingen af de lokale lod til at undre sig.
No comment so far