Hokus-pokus blev det ferietid, og afsted til Venedig gik det. Et sted på den tyske motorvej så jeg i en kø denne lastbil med følgende udsagn på bagsmækken:

Det havde den jo sådan set ret i – men derfor var det nu alligevel ikke morsomt at køre i kø.

Men, sydpå kom vi, og på vej ud i byen den første morgen stoppede jeg ved broen 20 meter nede af gaden fra min hoveddør og så Venedig:

Kanaler, både, gamle huse – hele balladen 🙂

Den første dag gik med at slentre rundt i byen – ad snævre gyder og over utallige broer. Rundt om hvert hjørne ligger en lille eller større plads. En af dem havde sågar en bevinget løve.

… Egentlig var det nok statuen på toppen af soklen der var tænkt til at være pladsens fokus. Den er af ham her. Men løven var mere interessant 😉

Rundt om i gader og gyder kunne man få øje på indgange til mange fine palæer. Pludselige indkig til marmor og grønne planter gemt i små oaser bag mure og tremmer.

Eftersom Venedig jo kun har fodgængergader sker al transport af varer med båd ad kanalerne. Det samme for affald. Så nu har jeg også set en skraldebåd.

I et allerede glemt hjørne var der lidt måske halvokkult graffiti

… Nogen der vil spille Mage?

Efter et middagshvil blev resten af eftermiddagen tilbragt i skyggen af en husmur med en bog og udsigt over lagunen.

Idag, mandag, tog vi bådbussen ud til nogle af de mindre øer omkring Venedig.
Der var et fint glasmuseum på Murano (hvor venetianerne i århundreder holdt deres glaspustere mere eller mere i ø-arrest så de ikke kunne stikke af og sælge deres hemmeligheder).
Der var meget at se på, men det der tiltalte mig mest var helt klart dette glas fra begyndelsen af det tyvende århundrede. Blågrønt og fint 🙂

Der var ingen ende på butikkerne som solgte håndlavede glasting i alskens udformninger. Her er et kig fra lysekronesektionen i en af dem:

På Torcello, en lille ø – nu nærmest ubeboet til trods for at den omkring år tusind var langt mere magtfuld end selve Venedig, var der en vældig fin byzantinsk katedral. Kæmpe kirke og meget øde land. Svært at forstå at den nu tomme ø har huset over 10000 mennesker i sin storhedstid – men man kan jo heller ikke se resterne – byggematerialerne fra de ubrugte bygninger er forlængst blevet genbrugt på andre øer.

Der var også en sær, men interessant blomst. Hvis det da ikke var et rum-insekt i forklædning?

Jeg er sikker på at den kunne have en plads i en af Knud Holtens bøger! 🙂

Rejser • Skrevet d. 15. July, 2013 • 1 kommentar