Selvom jeg længes lige så meget efter forår, sol, blade på træerne og varme som alle jer andre jeg hører forbande vejrguderne i disse dage, så har jeg alligevel en tilståelse at komme med.

For dybt i mit bryst banker et barnligt hjerte, et hjerte som har set alt for mange brungrå, regnvåde danske kun-næsten vinterdage. Og når de buskede fnug falder stille fra en hvid himmel, lægger sig tykt på træer og buske og dækker vej og sti som en tyk, blød dyne, så synger det hjerte.

Det synger i glæde over det fortryllede eventyrlandskab verden pludselig forvandler sig til. I vemod efter dage som var, med kælketure på bakken ved stranden og prikkende fingre som vågnede op ved kaminen hos Bedste bagefter. Efter en tid hvor sne betød kælk, snelygter og lytten til morgenradioen for at høre om skolen mon var lukket.

Det synger til trods for halsbrækkende cykelforhold og kulde som går gennem marv og ben. Til trods for gamacher, uldsokker og -trøjer, vådt overtøj og cyklens frosne gear.

Men mest synger det for skønheden. For den særlige tysthed der hviler over et landskab dækket af sne, selv her i byen. For den rene, klare luft, den særlige duft som sneen bringer. For den benovede glæde et snedækket landskab bestandig kan vække. Denne verdens magi.

Vintertrylleri på forårsjævndøgn.

Tanker • Skrevet d. 20. March, 2013 • 1 kommentar