Anders meddeler at han ikke vil være min kæreste længere, at jeg er en hæmsko for hans nye liv i København.
Jeg er helt i stykker og ved ikke hvad jeg skal stille op med mig selv. Jeg troede – naivt – at livet skulle være dejligt mange år endnu.
Jeg kan ikke holde op med at græde, tankerne kører rundt og min mave er en stor knude af sorg og kvalm antisult.
Jeg orker ikke mere af det grå, ensomt slidsomme hverdagsliv, men det kommer væltende tilbage nu og der er kun mig til at møde det alene, helt alene. Igen.
Ingen varme arme til at holde mig tæt, ingen kærtegn i natten, ingen inderlig omsorg fra og for et andet menneske.
Det gør så ondt.
Imens Karen og jeg sidder og taler om dig og tænker på dig, kommer jeg ii tanke om Flemming(fra seminariet som boede hos os en overgang på Tjelevej), han sagde ofte til mig:” Når jeg engang får børn, og hvis det skulle blive en pige, så håber jeg hun bliver som din Terese – lige så dejlig og smuk, som hun er klog”.
Tag du roligt det med dig – altid!
Glæder os til du kommer på fredag/i weekenden.
Kh
Karen & far
Åh, det gør mig ondt for dig. Jeg håber det kan hjælpe lidt at tænke på, at vi er rigtig mange, der holder af dig og tænker på dig, og gerne vil lyse lidt op i alt det grå og triste.
Jeg ville virkeligt ønske at jeg kunen være med til at gøre det hele bedre. Jeg håber det hjælper lidt, at jeg stadig holder virkeligt meget af dig.