Så kom de, abstinenserne.
Ikke på den fysisk slemme måde – udover svedeture, mathed og lidt træt hovedpine har min krop det stort set ok. Men mit sind er brat noget slidt.
En gennemsyrende tristhed fylder mig og jeg har ekstra sult. Både efter mad men også efter tryghed, nærhed og omsorg.
Jeg ønsker at nogen vil pakke mig ind i en kokon af lun opmærksomhed og let beskæftigelse så der kan blive ro, og ingen plads til alle tankerne som cirkler i mit hovede og kun venter på endnu et sårbart øjeblik til at slå ned et ømt sted.
Hvor længe mon jeg skal have det sådan? Hvordan kommer man frem til og ud på den anden side?
Skal jeg mon give efter og forsøge at give mig selv de ting det føles som om jeg trænger til, eller skal jeg holde fast og insistere på at gøre tingene som vanligt?
Imens Karen og jeg sidder og taler om dig og tænker på dig, kommer jeg til at tænke på, hvad Flemming(fra seminariet der en overgang boede hos os på Tjelevej) efterfølgende har sagt mange gange: “Når jeg engang skal have børn, og hvis det skulle blive en pige, så håber jeg hun bliver som Terese – lige så dejlig og smuk, som hun er klog”.
Ja, dette var hans eksakte ord…
Vi glæder os til du kommer på fredag/i weekenden.
Kh
Karen & far
Sådan som du skriver her ringer alle mine alarmklokker højlyt. Jeg synes at du skal tale med din psykiater idag og tale med ham om det hele.