Når jeg røres af noget, bliver det hos mig. Det flyver rundt og rundt i en evindelig cirkel i mine tankers teater.
Lige indtil jeg skriver det ud og det krystalliseres.
Eller – hvis der ikke er overskud eller vindue til at skrive i – det falmer med tiden, langsomt blegnende intil ikke engang jeg kan huske hvorfor det var så vigtigt, skinnende og meningsfuldt ;-(
Jeg kigger på min blog. Min sygnende, længe ignorerede blog, knapt overlevende med blot en enkelt en post om måneden flere måneder i træk. Er konklusionen at jeg er, eller måske har været, et sted hvor ikke meget kunne røre mig, hvor jeg ingenting lukkede ind?
Det jeg har oplevet i den sidste tid, hvor flere ting har bevæget mig til at skrive indlæg, føles i hvert fald som en levendegørelse. En langsom opvågnen af en slags, efter måneder og årstider tilbragt i dvalelignende tilstand.
En helende og nødvendig dvale efter afslutningen på mit forhold til René og Maiju, en slumretilstand hvori intet helt kunne nå ind til mig mens jeg bearbejdede sorg og svigt.
Men nu? Nu er der begyndt at ske noget. Den sidste måned har været fuld af gode oplevelser, nærværsskabende, oprivende og rundt-rykkende tildragelser som nok kan vække en op af selv dyb dvale. At de så er adskilt af skrigende banale hverdage på arbejdet er vist bare et udtryk for at det er et virkeligt liv jeg har, ikke et historie- eller filmliv.
Mere. Åh giv mig mere!
No comment so far