For første gang siden jeg blev løsladt fra Hospitalet vejede jeg mig idag på en ikke-veje-dag. Dumt! Og også et tegn på at jeg burde tage lidt på snarest.
Spireforstyrrelsoverleverens guide til resten af livet fortæller soleklart at hvis man efter et vægttab begynder at fokusere mere på sin vægt, spisning, sult etc, så er det et prima hint om at man vejer for lidt til at kunne være mentalt sund.
Og jeg har jo tabt mig, siden i sommers. Ikke med vilje som sådan, men på grund af manglende appetit, dårligt mentalt helbred og generel mangel på energi.
Ikke ret meget – knap 2 kg – jeg ligger stadig på den rigtige side af den nedre tilladte grænse, men åbenbart nok til at det ikke er holdbart. Hm.
En ting er at vide at man er mentalt sårbar overfor selv små vægttab, noget helt andet er at føle.
Og det noget nær sidste i verden jeg har lyst til lige nu er selvfølgelig at tage lidt på – det er jo sådan det virker.
Oveni kommer så at den nye medicin jeg har været på siden i onsdags får mig til at sove dårligt, være mere rastløs og have sultfornemmelse en stor del af tiden. Noget så provokerende for de mindre sunde dele af min mentale organisme.
No comment so far