Jeg var ikke klar. Ikke klar til at ferien sluttede, ikke klar til at varmen forsvandt og morgnerne begyndte at dufte af kølig regnvåd asfalt og kommende efterår, slet ikke klar til at få verden i hovedet fra alle retninger.
Det virkede ellers en overgang som om jeg ladede op. Sugede sol, varme og dasetid op og lagrede det som et spæklag af energi til senere.
Der er ikke noget tilbage.
Skolen er en blanding af latterlig basal undervisning i ernæring, læsning af varedeklarationer m.m. og praktiske køkkentimer.
De første er deprimerende spild af tid og ren energidræning, køkkentimerne er en lang understregning af alt det jeg ikke lærer om på min læreplads. Der er masser af kokkeelever på mit hold, heldige mennesker som faktisk lader til at have lært noget af at være i lære. De kan (udover at lave mad naturligvis) anrette så maden ligner en million og kender små fine tricks til garniture og pynt. I sammenligning har jeg “lært” at lave opbagt sovs i kæmpeportioner og stege alting i kilovis af margarine. Vældig unyttigt når jeg bliver bedømt på anretning både i timerne og til eksaminer. Og derudover en prima måde at føle sig som en uduelig dumrian – man skal bare se på mit resultat og de andres når maden præsenteres 🙁
Når jeg kigger på de udleverede råvarelister som forberedelse til dagen efter i køkkenet er jeg aldeles tom for ideer. Der er ingen “kunne det ikke være fint/lækkert/spændende med X?” eller “kan man mon gøre sådan-og-sådan ved Y”. Ingen kreative ideer, ingen lyst, bare apati og træthed. Hvor er det blevet af? Hvordan får jeg det tilbage?
Min krop er skrantende efter et halvt års kamp for at klare arbejdet. Jeg prøver så småt at gå til lidt motion igen, nu hvor jeg er på skole men det ville være synd at sige at der er nogen fornøjelse i det. Jeg kan langt mindre muskelmæssigt nu, end for over 2 år siden da jeg begyndte til pilates og bliver rask væk forpustet af at gå hen i Føtex. Alting gør ondt i dagevis bagefter og jeg kan ikke finde ud af ikke at hade mig selv for det. Hvad f…. skal jeg med en krop når den ikke kan nogetsomhelst.
Min mave, som ellers er den mest pålidelige del af min anatomi, strejker og strejker. Den plejer rask væk at klare vandhanevand fra skumle steder på kloden, sær og tilfældig mad, posevis af svesker og kirsebær og andre grove løjer. Nu gør den på 6. uge ondt halvdelen af gangene jeg kommer noget i den og ingen mad smager mig rigtigt.
Jeg er træt. Ikke på den måde hvor man rigtig får noget ud af at sove, bare sådan hvor alle ting virker uoverkommelige. Andre mennesker, strygetøjet, opvasken, kontakte kommunen, ringe til lægen, alting.
Jeg kan ikke gennemskue hvorfor det er lige nu kræfterne er slut og heller ikke hvad jeg stiller op. Jeg kunne blive hjemme til jeg har pusten, men er udmærket klar over at ingenting vil være forandret til den tid. Jeg er låst og jeg kan godt mærke at jeg går i spiralen. Men der er slet ingen vej ud.
Måske skal vi bare indlægge mig med det samme. Holde op med at lade som om at jeg kan finde ud af at føre nogen form for anstændigt produktivt liv. Putte mig i en kasse og aldrig tage mig op igen. Det virker jo ikke som om der er nogen levedygtige alternativer, vel? Jeg er helt brugt op.
No comment so far