Jeg begyndte på lærepladsen i mandags og min krop protesterer. De 37 timer om ugen der er vane for de fleste andre er tydeligvis hård kost for den.

Stort set alle mine muskler er pinefuldt trætte efter at have løftet, båret, rørt, hældt, rakt, åbnet, hentet, vasket og skrubbet. Lår, lægge, lænd, skuldre, arme, hænder og det hele.

Fødderne er irriterede og snurrende af at stå og gå og hænderne ømme og med masser af snitsår og en enlig vabel – lige der hvor knivryggen rører pegefingeren når man skærer.

Jeg er træt, ganske og aldeles most rent fysisk og mit hovede ser gnavent til. “Hvad med lige at lave dette her håndarbejde” foreslår det. Næhnej, hænderne skal bestemt ikke belastes mere end de allerede bliver, sågar min computertid er skarpt rationeret – håndleddene får det værre af at taste. Men hovedet er rastløst – det har som den eneste del masser af virkelyst. Logisk vel egentlig, taget i betragtning at jeg lige netop formår at gå på arbejde, vaske mig, spise og sove, ikke andet.

Igår aftes var jeg så træt at jeg satte mig ned og græd 🙁 Bare at få købt ind og andre strengt nødvendige husholdningsgøremål er mere end jeg har kræfter til lige nu. Det lykkedes mig at få købt mælk, A38, havregryn og appelsiner, så det har jeg levet af hele ugen udover hvad jeg har fået at spise på arbejdet.

Jeg kan ikke huske at jeg nogensinde før har været så udmattet. Ikke da jeg var magrest, ikke på kenjutsutræningslejr, slet ikke.

Jeg drømmer om plads i fryseren og venlige mennesker der kommer forbi med aftensmadrester. Om at mine ømme fødder holder op med at snurre rastløst. Om ikke at have ondt over det hele og om at hvile ud.

Men der er uoverstigeligt langt fra drøm til virkelighed.

Uncategorized • Skrevet d. 28. January, 2010 • 4 kommentarer