Jeg er lige spadseret hjem gennem snevejret og jeg har haft den dejligste dag.
Byen er hvid og tyst – stille som kun sne kan gøre den. Fra biografens eventyrmørke til en sneaftenen dunkle skønhed.
Bilerne lister tøvende gennem gaderne som pludselig igen er fremmed terræn. Dækket af hvidt, for en stund tilbageerobret, taget af vinteren.
Den eneste lyd der krænker stilheden er fodgængerfelternes bippen. Alt andet er dæmpet af den langsomt faldende fnuglette himmeldyne.
Hjemme mødes jeg af lyskædens skær, decembers yndlingsfråds. Lys som står tændt til at byde mig velkommen hjem.
Jeg har hovedet fuld af blå rumvæsner i symbiose med deres planet. Er så nylig trådt ud af historiens favn at den stadig berører mig. Med en hånd om mit hjerte smyger dens ekko sig gennem mig – silkeblødt, bomstærkt og forjættende.
Julen står på spring. I eftermiddags fejrede jeg den hos Far og Karen, lunt i varmen fra smil og brændeovn. Nu til aften ser jeg hvordan den strækker sig foran mig som en perlerække af dage: Igår midvinterblot i sneen. Idag varme og eventyr. I morgen solhverv og tirsdag med toget til Tyskland og glædelige gensyn.
Jeg er helt rolig indeni, stille som sneen. Med kalenderlyset tændt og en lille gyldenvarm lykkeflamme i brystet holder jeg dagen ind til mig og ser frem på de næste, årets sidste. Som en pakkekalender til mig, en gave af dage.
No comment so far