Så blev det den 7. og jeg vandrede fastende og derfor svimmel og småmuggen op på hospitalet og overlod dem min ene arm.
Faktisk skulle de bruge hele mig, selvom det kun var armen der skulle kikkertopereres. Det fik jeg fluks at føle. Knap havde jeg advaret den søde sygeplejerske om at jeg har tendens til at besvime før jeg også demonstrerede det. Det ene øjeblik halvsidder jeg i en liggestol og hun er ved at lægge drop på mig, det næste ligger jeg vandret i arbejdshøjde (stolen kunne sørme vippes) og undrer mig over hvor jeg er og hvorfor der står 3 grønklædte mennesker og kigger ned på mig og snakker til mig. De damhøjske gener slår til igen.
Når jeg har været besvimet er jeg altid døsig og slatten resten af dagen. Igrunden ikke nogen dårlig sindsstemning når man skal prikkes og skæres i. Da jeg havde fået duppet sveden af panden med en våd vaskeklud (jeps, ligesom på film, det sker tilsyneladende i virkeligheden) og var blevet pakket klapperfrysende ned under et par lunede tæpper kom narkoselægen Günter.
Han viste mig på ultralydsapperatet hvordan han fandt nerverne i min skulder, og vupti, så lagde han en blokade. Jeg kunne kun se hvad der lignede havbundssedimenter på skærmen, men han kunne udpege årer, vener og nerver i virvarret.
Et stik ned i skulderen og langsomt begyndte hele armen at sove. Det var så her jeg konstaterede at en bedøvet arm føles fælt kold – som om man er faldet i søvn på den og har ligget der længe – men når man rører ved den slatne hånd er den i virkeligheden varm. Meget syret med to modstridende sanseindtryk.
Inde på operationsbordet var det første kirurgen sagde efter han havde fået kameraet ind i mit håndled “Det ligner jo Jerusalems ødelæggelse”. Muntert.
Han ryddede lidt op derinde (kender du andre der er blevet barberet inden i håndleddet?… Det så ret sjovt ud, brusktrævler som lignede nissepladevatskæg blev hapset af det lille runde barberhovede) og fandt ganske som forventet et sted hvor der ikke rigtig var noget brusk. Ikke noget man kan fikse desværre.
Der er potentielt også en nerve i klemme derinde – det bliver jeg tjekket for om et par måneder når dette her er helet.
Han sagde “vores led er til for at blive brugt” og at jeg godt kunne fortsætte med køkkenarbejde. Men også at jeg nok kommer til at bide tænderne sammen til tider – led uden brusk gør ondt at bruge.
Den rare sygeplejerske hjalp mig i tøjet og bandt min fuldstændig livløse arm grundigt fast. Jeg tror ikke jeg har været så svær at klæde på siden jeg var spæd – sådan en helt slap og følelsesløs arm er tung og ikke nem at bakse med.
Frauke kom og fulgte mig hjem. Og tog et par billeder af mig mens jeg prikkede undersøgende til den slaskede arm.
Jeg fandt hurtigt ud af at en hånd ikke er nok til at sætte den fast i slyngen med igen.
Så nu er jeg ukampdygtig, og med fastmonteret boksehandske de næste 10 dage. René kom med Hello Kitty-klistermærker, så nu sidder der sådan et på forbindingen.
Det er så i øvrigt det absolut eneste formildende ved den. Den klør!
No comment so far