Der er mange sære ting på beliefnet.com. I alle afskygninger. Men da jeg læste denne her om personlighedstyper var der alligevel noget min intuition bed mærke i: følgende fra Gabor Mate, en praktiserende læge fra Canada:
Over his years of family practice, Mate relates, he began to notice a pattern: individuals who were unable to express anger, who didn’t seem to recognize the primacy of their own needs, and who were constantly doing for others, appeared to be the ones most susceptible to a slew of ailments, from asthma, rheumatoid arthritis, and lupus to multiple sclerosis and amyotrophic lateral sclerosis. These conditions are all autoimmune disorders. Mate claims that, when an individual engages in a long-term practice of ignoring or suppressing legitimate feelings–when he or she is just plain too nice–the immune system can become compromised and confused, learning to attack the self rather than defend it.
Emotional expression, in Mate’s view is absolutely essential because feelings serve to alert the individual to what is dangerous or unwholesome–or, conversely, to what is helpful and nourishing–so that the person can either take protective action against the threat or move toward the beneficial stimulus. If someone never gets angry, this reflects an unhealthy inability or unwillingness to defend personal integrity. Such “boundary confusion” can ultimately become a matter of life and death. If someone just cannot say no, Mate argues, his or her body will end up saying it in the form of illness or disease.
Ikke kun jeg, men også adskillige mennesker jeg holder af kunne godt trænge til at fundere lidt over det (også dig, Mor 🙂 ). Det harmonerer ikke bare med min intuition – når ellers jeg kan være stille nok til at jeg kan høre den har den forbløffende ofte ret – men også med hvad man lærer gennem et par år i terapi. Jo oftere man (man = en der passer ind i det beskrevne personlighedsmønster) gør noget fordi man “burde”, fordi samvittigheden siger det, fordi man ellers ikke er god nok, er det sundere at arbejde med sin indstilling, frem for at rette sig efter samvittigheden. Jeg nævner i flæng “Jeg burde gøre rent før der kommer gæster, ellers er jeg en dårlig vært”, “Jeg burde tie stille så jeg ikke generer nogen”, “Jeg burde takke ja til Xs invitation, ellers bliver X ked af det og så er jeg en dårlig ven”.
I alle den slags tilfælde – i hvert fald alle dem jeg er stødt på – gælder det at det umiddelbart nemmeste er at adlyde samvittigheden. Så følger man et længe etableret mønster (altid mest lige for) og de kulturelt medopdragede værdier om at være et anstændigt menneske. Oplagt, ikke? I farten får man så givet sig selv hovedpine, søvnløshed, fordøjelsesproblemer eller alt muligt andet ubehageligt fordi man gerne vil gøre det (man forestiller sig er) det bedste for alle andre.
Men pr psykologernes ord og efterhånden også min spæde erfaring både med mig selv og andre er man – jeg, såvel som dig – langt bedre selskab hvis man i stedet for at støvsuge har brugt tiden på den times stille hyggelæsning man trængte til. Eller hvis man kun siger ja til de invitationer man reelt har overskud og lyst til.
Man er – logisk vel egentlig – et mærkbart mere givende menneske når man har energi til folk mens man er sammen med dem.
Hvor stor en del af ens fysiske (små)skavanker mon man kan slippe af med ved at passe bedre på sig selv psykisk, skrotte “burde” og tage hensyn til sine egne behov før andres?
Tankevækkende, ikke?
Jeg er meget enig i at det er en dårlig vane at bruge sin sygdom som undskyldning for at slippe for ting man ikke gider.
Men det er overhovet den måde jeg læser indlægget på!
Pointen er, som jeg ser det, at hvis man ikke har styr på hvad ens krop kan holde til, at man så skal lytte til de advarstegn kroppen giver. Kroppen har sin måde at sige stop på, og når man har lært sine advarstegn og grænser at kende kan man gøre det bedre næste gang.
Så længe man ikke har fuldstændig styr på det, vil man igen og igen havne i situationer, hvor man har gang i for mange ting og er nødt til at stoppe op.
Det kan være svært at finde balancen imellem ting man skal og ting man vil og har lyst til. Og der skal man altså passe på og være ærlig overfor sig selv og virkelig høre efter hvad kroppen prøver at sige. Det er jo nogle gange nemt at forveksle en "jeg-gider-ikke" hovedpine med en "jeg-kan-ikke-overskue-flere-ting" hovedpine.
En anden ting som man er nødt til at afgøre med sig selv er hvormeget man vil og skal være med i hvad samfundet definerer som "normal" og "rigtig". Mange ting vi gør eller undlader at gøre følger uskrevne samfundsregler. "Sadan gør man bare" eller "god opførsel" er det jeg mener. Efter min mening er det her vigtig at finde ud af hvor ens egne værdier ligger og hvilke af de "sadan gør man bare" og "god opførsel" regler man kan og vil være med til uden at det går ud over ens helbred og uden at man skader andre. Og det skal man være ærlig omkring og huske at de fleste folk giver det tilbage som de får af en.
Hvis man et øjeblik går efter din teori om at ens mavefornemmelse som regel har ret – så er min mavefornemmelse at dit citat ikke er sund mad.
Jeg tvivler på, at man på sigt får ret meget ud af at fortælle sig selv, at 'jeg har ret til sige fra, for eller bliver jeg jo SYG – og _det_ er det OK at sige fra overfor.'
Jeg er heller ikke meget begejstret for, at sige nej til invitationer man ikke har lyst til, fordi man får hovedpine af at sige ja. Man bliver vel indbudt, fordi den anden gerne vil se en. Hvis følelsen ikke er gensidig, lyver man for den anden ved bare at tage imod invitationen. Hvilket i sig selv ikke er en særlig pæn ting at gøre mod folk, som tror man kan lide dem… Hovedpinen er hel unødvendig som undskyldning over for sig selv der.
Knus, Maria
Men det er måske bare mig.