Der er noget bizart for mig i at tilhøre en kultur hvor de fleste regelmæssigt drikker sig fulde inden de fylder 16. På den alder havde jeg allerede i nogen tid hørt på moralprædiknen om at hvis ikke jeg kunne lide at være sammen med folk når de havde drukket så var det mig der var sart, og mon ikke jeg lige skulle tage mig sammen?
Som teenager er det næppe ualmindeligt at føle at man ikke passer ind, at de normer for samvær der er i ens kultur- og familiecirkel ikke er tilfredsstillende, nogle måske endda frastødende.
Jeg var på ingen måde i tvivl, hverken som 16, 20 eller 24-årig, om at jeg ikke ligefrem passede ind der hvor mine gener ellers sagde jeg hørte til. Selv i den tungnemmeste hormonraserede hjerne trængte budskabet bag familiens opfordringer til at gå i byen med klassekammeraterne, til at slappe lidt af og ikke være så fintfølende, til nu at prøve at smage på den her vin eller velkomstdrink før eller senere ind: “Vi er bekymrede over at du ikke kan lide de ting vi kan lide, du må være i stykker og vi vil gerne reparere dig”.
Hvordan mit dobbelt konfliktsky yngre jeg formåede at insistere på det, der var rigtigt for mig, forstår jeg ikke helt. Der må have været nogle uforudsete kræfter til rådighed, for gennem årene hvor jeg gik i gymnasiet, flyttede hjemmefra, gik på universitetet og byggede et liv med ting der var meningsfulde for mig var jeg aldrig i tvivl. Muligvis var jeg defekt, tænkte jeg, men alkohol og fulde folk ønskede jeg inderligt at have så lidt som muligt med at gøre.
Først sidst i tyverne, efter at have boet langt væk, og da udelukkende trygt i venners selskab har jeg haft lyst og mod til at vove mere end en enkelt drink eller to. Den slags ting skal tages i det tempo der falder naturligt – eller slet ikke.
Nu, med lidt flere små skridt bag mig, bemærker jeg – mere ømskindet end jeg forventede – hvordan René smågriner af mig og synes det er sjovt at jeg langsomt er igang med at gøre mig erfaringer som de fleste (danskere) gjorde sig længe før de blev myndige.
Tæller det mon i det karmiske regnskab ufrivilligt at være andre til morskab?
Så mange sarte punkter…
Her i sensommeren har jeg stiftet bekendtskab med sulten efter salt og fedt morgenen efter. Mmm, pommes frites med mayonnaise til formiddagsmad. Tak for hjælpen, Pernille (())
Du behøver nu ikke være så ømskindet. Det jeg klukker over er glæden ved at dele den oplevelse du har når du ganske langsomt bryder denne fantastiske "uskyldighed".
De første fedt-og-salt-abstinenser er noget vi andre overstod for mange år siden, og det at druk og tømmermænd er en ritualiseret del af vores kultur gør at det bliver en helt særlig fornemmelse at se dig træde forsigtigt ned af en vej vi andre (stammen, de indviede, de faldne) selv kender så godt.
Særligt ja – fordi du gør det med nysgerrighed og som en opdagelsesrejse, i et tempo der tillader dig at kortlægge turen og nyde seværdighederne. Modsat enkelte af os andre. 😉