Med Nis på passagersædet kører jeg mod Viborg. Dejligt at have selskab på køreturen som forkorter sig proportionalt.
Det er år siden vi sidst kørte denne vej sammen, men velkendtheden er der med det samme, en melankolsk smag af det der var.
Jeg sætter ham af på Lyngdalen, og får lige vinket til Laust som rykker vedbend ned og ser lige så hyggelig ud som jeg husker det.
Videre mod Astrupvig, op ad Lyngdalen, rundt og videre af Houlkærvej med minderne som højtråbende bagsædepassagerer.
Som jeg runder Strygejernet begynder det at regne. Jeg skutter mig – der er brat langt til det næste kram, og de blågrågrønne øjne der plejer at smile til mig er bagude, i Århus og snart forsvundet til Finland. Stemmen i telefonen bringer dem slet ikke tæt nok på.
Vejen svinger og trækker mig mod Limfjorden. Landskabet snor sig velkendt og vejen om det. Før jeg helt ænser det ruller jeg ned ad grusvejen og gnægger atter af skiltet “Kør forsigtigt – det støver”. Jeg er sikker på det skal forstås på samme måde som “Stem grønt – det nytter” 😛
Under alle omstændigheder er vejen regnvåd og der er ingen chance for støv – selvom det er fristende at prøve lige ud for skiltet.
Nøglen ligger til mig som lovet i emailen, og min køje er klar. 
Mere end klar faktisk, for futskoene – nye – er min størrelse, ikke Tante Gurlis.
Jeg er velkommen.
No comment so far