I torsdags snuppede jeg den tilbudte mulighed om at køre til Astrupvig og hente Christoffer, og dermed også nå at sige hej til Gurli og Jørgen. Vejret var fantastisk, der var som altid hyggeligt og det var helt umuligt ikke at være i godt humør. (… Hvorfor det er Christoffer skal hentes og ikke får lov at tage toget selv ligesom Daniel gjorde forstår jeg ikke. Måske er det en del af forældrenes fornemmelse af at han bliver stor alt for hurtigt – så længe han ikke tager toget selv er han stadig lille.)
Det er længe siden jeg har været hos Gurli og Jørgen i strålende solskin. Jeg havde helt glemt hvor dejligt det er. Tempereret på terrassen, varmt i solen og køligt indenfor.
Vi sejler over til skrænten på den anden side af vandet. Jeg har bemærket den de sidste 20 år, med dens brune og hvide farver mod skoven omkring den, men aldrig været der før. Der er sandbund lidt ude, og vi vader ind med båden – først de sidste meter mod kysten overtager stenene igen.
Der er knivskarp opdeling mellem det gulbrune, bølgede lag øverst, lige under mulden og det vandret brat afgrænsede hvidlige lag den sidste håndfuld meter ned til strandbredden. Kyklopskrift som siger “Isen var her, og skubbede rundt med overfladen”.
Med de sidste dages varme er det hvide hårdt og udtørret, men lidt længere henne hvor en vand fra en bæk eller kilde siver ned ad skrænten er det helt tydeligt at det er ler. Inden længe er Christoffer og jeg dækket af mudderhåndaftryk og vores bare fødder har fået grå sokker op til over anklerne. Tante Gurli ønsker sådan at hun havde taget sit fotogrfiapparat med, men morskaben er nu ikke mindre selvom den er udokmumenteret.
Jeg har vældig lyst til at komme tilbage næste gang jeg er på besøg, slæbe ler med op og se om jeg kan lave noget af det. Måske kan man bygge en jordovn i et hjørne af haven? Jeg mistænker at det ikke vil virke videre godt eftersom der er sandkorn i, men er næsten ligeglad, så tillokkende er det.
På vej tilbage, ude midtpå hvor det ikke vrimler med gopler svømmer vi, og skiftes til at hænge i et reb efter båden. Jeg lader nådigt Christoffer låne min plads i spidsen af båden med et ben hængende ned på hver side – han er vel Yndlingsarnet 😉
Sådan en sommerdag slutter ikke bare lige, og inden den er omme har vi både plukket jordbær, daset i skyggen, hyggesnakket, også med Bent som kom forbi, spist Tante Gurlis dejlige mad og fået økomælk med hjem, frisk fra gården.
No comment so far