En svag duft af roser når mine næsebor. Lige netop mærkbare, under forkølelsen. Et væld af lyserødt over det hvide træ.
Det er ikke til at forstå hun ligger derinde Marie, jeg kan knapt forestille mig hende stille, i ro. Hun smilede altid, lagde en hånd på armen af en, talte med eller lyttede med sit blik.
Uden hun nogensinde behøvede at sige det direkte var jeg aldrig i tvivl om at jeg var lige så velkommen som hendes rigtige børnebørn.
Her er hvidt og stille, så stille som jeg sidder ved siden af Christoffer. Rummet med træspær i loftet og bænkerækkerne bag os fyldes langsomt og umærkeligt, med mine propper i ørerne nærmest drømmeagtigt stille. Foran os fortsætter blomstervældet. Flammeroser – gulorange med dybrød kant – hvide orkidéer, dybtrøde roser, mange slags gule blomster samlet i en buket, nogle orange der ligner de kommer fra en velpasset have i et nydeligt bundt.
Vellyd. Foran os en kirkesanger, skråt bagved Olav Jonas og de kender begge to salmernes melodi. Jeg skutter og putter mig med min hæse hostestemme og lader klangene fra de to sangere skylle ind over mig.
Senere, efter så mange håndtryk og med maven i sær forvirring hængende mellem sukkerchok og sult, ved gravstedet hvor alle blomsterne er blevet lagt ud.
Tilbage er kun den nære familie. Solen kigger frem.
En af de hvide orkideer fra før glimter i strålerne.
Jeg husker din duft og dit varme smil.
Farvel Marie.
No comment so far