I tre dage har jeg knapt stukket næsen udenfor, og omhyggeligt sagt nej tak til alting. Jeg har siddet, sovet, stirret op i loftet, iagttaget min Far som med ekspertise og venlighed kom og ordnede rengøringen, spist af den mad han derefter købte ind, nettet tilfældigt rundt (det rækker min tålmodighed normalt ikke til, men tilsæt lidt dope, så bliver jeg _så_ tålmodig) og gjort mit bedste for ikke at hoste.
Idag har der været solskin, liggestol, smoothie, damebladslæsning, og en gravhund der stædigt forsøgte at gabe over en fodbold. Sidstnævnte var ikke godt for grine/hosterefleksen, men ellers er jeg vist næsten ved at have styr på det der rekonvalesceren. I hvert fald med hjælp, for det foregik alt sammen i min Fars have 😉
No comment so far