Jeps, det er kakaduen som ville bide i min næse i sidste indlæg.
Den sidste uge har været præget af at jeg har testet tesen “Nå, men jeg kan sikkert sagtens X selvom jeg har et brækket ribben.”
Blandt konklusionerne er:
Tage med Frauke til nogle røntgenundersøgelser og detlige på Amtssygehuset. Ja, det kan man sagtens 🙂 Det gør ikke noget at sidde halvvissen på en stol eller stå ved siden af og holde tøjstykker, mumle beroligende ting. Dejligt at kunne være til nytte for Frauke selvom jeg er i stykker. Og lidt pudsigt at som jeg skråede igennem hospitalet om morgenen for at komme hen hvor vi skulle mødes blev jeg på en af de lange gange høfligt stoppet af en ung mand i hvidt arbejdstøj, som bad mig fortælle hvor man lagde kittel og bukser hen efter brug 😉 Jeg må ligne en ansat mere end jeg ligner en pårørende eller patient 🙂
Marias fødselsdag. Jo, det går fint 🙂 Og hyggeligt var det, med dejlig mad, fine morbide morsomheder og en pillespisende kat. Fra fornemmelsen af varm, stegt kylling på vej til min skrigsultne krop (det bliver mest kun til frugt eller havregryn med mælk herhjemme når jeg er syg) og fornøjelsen ved at give det sprøde skind til fødselsdagsbarnet (men det er nu også en fornøjelse når hun ikke har fødselsdag), til de kompetent løsnende fingre i min nakke, og de interessante udtryk i Ingrids ansigt da fingrene lidt senere tog hendes eftertrykkeligt sammenfiltrede betonmuskler under behandling. Alt sammen udmattende, men dejligt 🙂 Og tusind tak for liftet, Ingrid!
Hov, forresten, hvad hed den bog du fik jeg gerne vil låne, Maria?
Rekonvalescering hos Far og Karen. Perfekt til en træt fredag. Opstablet på sofaen med ild i brændeovnen, hækletøj i skødet og rolig samtale. Mmm. En svag røgduft og lyden af lagenstof der rives til garn. Maven fuld af tzatziki og stille hygge i alle retninger.
Blot lørdag aften. Hurra, rollespil (omend den langsomme gåtur fra 6erens stoppested ned til Moesgaard strand ikke ligefrem var en fornøjelse). Mere af det. Nu, tak 😛
Fuldmånen viste sit ansigt, Sortmåne kaldte og selvom jeg endte med at være lang i spyttet var det spændende at være Ælde. Jeg lærte noget (teknisk) om hvad jeg en anden gang skal holde øje med hvis jeg tager fokus på den måde – tænk at mærke jeg bliver klogere! Og derudover sjovt at mærke det pludseligt ændrede magtforhold – Fenja alene er jo ellers rang et 😉
Holde lang daseweekend, småskavanker til trods. Glimrende, hvis jeg selv skal sige det! René havde fri mandag, så vi havde en hel ‘weekend’ efter blotet til bare at være.
Uventet møde ved stemmeboksen, Paradis-is og hyggesnak i en solskinsplet med læ. Køligt knasende sukkerærter spadserer i gåsegang mod min mund, selvom jeg ikke har bevæget mig ud af sofaen (mmm, stor, fluffy og blød) siden morgenstunden. Ufortyndet blid opmærksomhed mod min hud og Babylon 5 inden sengetid. Fundamentet til en smilerynke eller to er lagt.
Ikke anse en fibersprængning (smerten i højre side af bryskassen blev i begyndelsen af ugen så hidsig at jeg troede jeg havde brækket et ribben i den side også – min rare læge trykkede på mig og sagde næhnej, det er en fibersprængning i musklerne mellem ribbenene) for noget videre, selvom der bliver rykket i den hele tiden af mit hosteri. Dårlig idé!
Jeg tænkte “Nå pyh, der er ikke brækket mere, en gnaven muskel kan vel ikke være så farlig, jeg fortsætter som planlagt.” Og brugte dernæst dagene i denne uge på at udmatte mig selv eftertrykkeligt indtil jeg igår aftes omsider indså jeg tog fejl.
På trods af det fik jeg nu givet tiden godt ud. Tirsdag kom Christoffer på eget initiativ på besøg hos mig (første gang uden vejfindingshjælp!) og eftermiddagen gik med forsigtige kram, lun pasta i chilisovs og syslen med laksegl, snirkelbogstaver, hækletøj, søskendevittigheder og the i lange baner.
Igen lod jeg mig overraske af at han efterhånden er et ‘rigtigt’, færdigt, helt menneske jeg kan diskutere, hygge, tale, sysle, være stille med.
Yndlingsbarnet er godt på vej til ikke at være barn mere (yndlingsteenager lyder lidt modsætningsfyldt, ikke?) og jeg har lyst til at knuge ham tæt ind til mig og fortælle igen og igen hvor godt jeg synes han gør det, med de muligheder han har. For det meste lykkes det mig at lade være 😉
State of Play var væsentligt bedre end forventet, og som påskud for at mødes med biografklubben af DMData-kolleger (hvoraf flertallet forlængst heller ikke arbejder der mere) var den helt tilstrækkelig 🙂 …Desuden var dialogen ikke mere dybsindig end at mine hosteanfald næppe hindrede forståelsen af handlingen for de øvrige publikummer ;-P
Den lune følelse af held ved sådan at have et påskud for at se mine hyggelige tidligere kolleger bobler lunt hver måned, næsten uanset filmens meritter eller mangel på samme 😀
Jeg måtte desværre give op overfor at hjælpe Frauke med sagsbehandleren og flere hospitalsundersøgelser (jeg havde ellers allerede sagt ja), og mens jeg var stædigt men i stigende grad usselt madlavningsselskab igår aftes gik det lige så stille op for mig at jeg havde opbrugt energireserverne.
Så nu er dagsordenen at lytte til kroppen og opføre mig derefter. Jeg kan vist ikke påstå at jeg fandt på det uden eftertrykkelige vognstangsvink, men det bliver det jo ikke mindre rigtigt af ;-P
Jeg har sovet over 15 af de sidste 24 timer, holdt mig i ro alle de resterende og ikke bevæget mig længere end langsomt ned i gården for at hente den flaske shampoo der faldt ud af vinduet (og så var jeg også godt forpustet). Jeg har bedt min Far om at komme og hjælpe mig med at få støvsuget og andre efterhånden meget presserende husligheder, og jeg har (næsten) ikke dårlig samvittighed.
Selvom jeg hiver lige meget efter vejret og det stadig brænder i højre side når jeg hoster er jeg ikke nær så frustreret som før 🙂
Man kunne kalde mig tykpandet. Jeg lytter ikke ret meget når stædighedsklapperne falder ned over mig. Men nu holder jeg pause, også om jeg så skal kede mig så længe.
No comment so far