Jeg har lige været til gruppe som vanligt om onsdagen og der er røget et kilo af på bare en uge.
Jeg ved godt jeg har været presset, men jeg troede egentlig jeg var færdig med at reagere ved at spise mindre portioner og færre måltider. Pernille bemærkede i sidste uge at jeg spiste af små skåle, men jeg slog det selvsikkert hen og troede på det da jeg sagde at jeg havde styr på det. Det er godt de vejer mig og tjekker efter!
Behandlerne i gruppen fortalte mig idag at de som ansatte i Børn og unge-psykiatrien har indberetninspligt. At hvis ikke nogen – altså mig, for ingen andre lader til at ville gøre det – træder til og hjælper, så har de pligt til det. Og de spørger om jeg virkelig har lyst til at sidde om 10 år og indse at jeg også har svigtet?
Jeg ringer til TUBA nu. Eller Alkolinien, eller hvemsomhelst i den retning der har telefontid nu, lige nu. Inden jeg mister modet igen. Det går ikke at gruble over den storm det kan medføre.
Den lille stemme indeni, som skriger “Men det skulle du jo have gjort for et par år siden, da det blev anbefalet første, anden og tredie gang” bliver kun mere skinger og sviende af at have ret.
Du står altså ikke alene med det hele. Du har mange mennesker omkring dig, der gerne vil hjælpe dig. Måske har vi brug for at høre igen hvordan vi bedst kan gøre det, men vi er der. Og det er i orden at bede om hjælp og tage imod andres hjælp.
Lad mig sig det igen:
Man (du) må godt (skal) spørg om hjælp og tage andres hjælp i mod.
Man (du) må godt (skal) fortælle andre (os) hvad hjælper (du har brug for) og hvad skal undgås (vi skal lade være med at sige/gøre).
Nogle gange er det nemmere eller mere hjælpsom at tale med nogen professionel (ikke ven/familie). Når du trænger til det, så er der fx:
Socialvagten på Vester Allé som man kan henvende sig både personlig og telefonisk i mellem 16-24
og
Psykiatrisk skadestue i Risskov som har døgnåbendt
(Adresse og telefonnummer kan du få hos mig eller via en google søgning.)
Begge steder kan man (alle!) henvende sig både personlig og telefonisk. Det er anonymt og det mindste de gør er at lytte. I de allerfleste tilfælde kommer de med god hjælp.
Naturligvis skal du (og vi) holde dit madindtag for øje når det skranter, men husk på at det er meget almindeligt at blive midlertidigt spiseforstyrret af hårde oplevelser, uanset om det så er tab af appetit eller vild trøstespisning. Det sker for rigtig mange mennesker, og et kilo er slet ikke uhørt i den sammenhæng.
Jeg tror på du har styr på de overordnede linier selv om du slingrer i en uge eller to, og ellers kan du stole på at vi holder øje med dig!. 🙂
Det er godt at du handler med en form for skyklapper på lige nu. Det er din kærlige omtanke for konsekvenserne der har klemt dig inde og afholdt dig fra at handle kompromisløst ved de foregående korsveje. Det er der ingen der retteligt kan dømme dig for, og du må passe på at ingen – dig selv inkluderet – lader dig tro at du har svigtet, blot fordi du ikke er perfekt. Det er stærkt at du tager et tungt ansvar, men det er ikke svagt at du har udskudt det. Kun forståeligt og helt almindeligt menneskeligt.
Det er meget nemmere at sige til andre at de bør, må, skal handle nu, end det er at gøre det selv, så der er altså langt fra det at nogen siger du skal handle til at du faktisk kan gøre Det Nødvendige(tm).
Det er godt og sundt at der sker noget nu. Udover de mange andre måder du er god på er du også, som jeg har sagt før, en fandens god storesøster. 🙂