Hov, hvor blev påsken af? Jeg havde knapt nok taget hul på den, og nu er den gået. Min krops udmattelse og et nærmest uindhenteligt søvnunderskud forsikrer mig om at den skam har været her, også selvom jeg ikke nåede så meget hygge som jeg gerne ville.
Fem dage i en subkulturoase er udmattende – eftersom jeg jo aldrig har lyst til at sove, der er for meget der skal ordnes og opleves – men også opladende.
Jeg får flere komplimenter og søde velmente kommentarer i påskeugen end resten af året tilsammen. Og er meget mere tilbøjelig til at lade dem slippe forbi mit filter og tage dem ind.
Jeg slapper mere af (til trods for at jeg arbejder 8-18 og leger aftenen og den halve nat bort), og hviler i mig selv i en salig sikkerhed på at nu, her, er jeg god nok. Tidligere års erfaringer forsikrer at freden varer lige til jeg tager hjem og det er en lise uden lige at vide jeg har helle flere dage i træk.
Påsken er den uge om året hvor jeg har storebrødre. Ganske vist er de ikke alle ældre end mig, men omsorgsforholdet er åbenbart uafhængigt af fysisk alder.
Jeg er blevet ganske forvænt med allehånde betænksomme opmærksomheder. “Trænger du ikke til en lur?”, henad eftermiddagen når mine øjenlåg begynder at være tunge. “Hovhov, lad nu mig åbne/løfte/hente/flytte den”, “Sleeeeeep *besværgende fingerbevægelser*” når mit vækkeur ringer om morgenen til den aftalte køkkenmødetid.
Favnfulde og atter favnfulde at komplimenter, søde kommentarer, beskyttende arme og skuldre at læne sig op ad og enkelte hvor-er-hun-nuttet-den-lille-observationer (hrmf!). En dejlig og aldeles vitaliserende oplevelse igen iår 🙂
Det er ikke kun mig der synes der var hyggeligt i køkkenet (vores køkken altså, det andet hvor den kok der stod for aftensmad og morgenmad huserede i et farligt rod må jeg hellere helt undlade at kommentere).
Udover de tildelte GDS’er fik vi besøg af adskillige frivillige – og af nogle endda flere gange, både halve og hele dage. 
Da det næppe kan have været musikken de kom for (jeg slap afsted med at spille tøserock flere eftermiddage i streg – lad dog den lille 😉 ) må det have været selskabet eller stemningen 😀 Hukommelsen mumler noget om at det var sådan jeg selv endte på køkkenholdet.
Især tak for hjælpen til Tvebak, Jesper(tillykke med pingvinen), Mette og Nis. Vi er hyggelige at arbejde hos igen næste år…? 😉
Da festen lå lørdag aften iår var der plads til træt hygge (og meget træt køkkenarbejde) om søndagen og koncert med Valravn om aftenen. Et rigtig godt initiativ efter min mening. Godtnok afliver det spilblokken lørdag aften, men alt det man fik i stedet om søndagen var mere end rigelig kompensation for mig.
Heraf ikke mindst koncerten. Jeg så Valravn på VoxHall sidste år (som opvarmning for Hedningarna) og selvom det var godt, var det på ingen måde at sammenligne med koncerten i søndags.
Da de gik på var folk glade, og inden længe kogte salen og alle dansede eller klappede. En sådan livsudfoldelse havde jeg ikke troet jeg skulle se i festsalen på min gamle skole 😛
Valravn blev også selv gladere og gladere jo vildere vi blev, og det var især en fornøjelse at stå tæt nok på til at kunne se violinisten vantro og glædestrålende grimasser til sangerinden når vi hujede og klappede. Jeg forestiller mig det må være en fornøjelse som musiker i den grad at dumpe ned midt i sin målgruppe. Vi tog i fællesskab alt hvad de rakte frem og sendte energien mangedoblet tilbage. Succes! For min skyld må de gerne komme igen næste år – hvis jeg tænker tilbage er det den bedste koncert jeg har været til siden Queen i New York i 2005.
Rollespil. Der var naturligvis også rollespil, jeg fik klemt lidt ind mellem køkkenarbejdet 😉
Mest positivt overrasket var jeg over de to Nathan Hook-scenarier. Jeg havde begge gange fornøjelsen at spille med forfatteren selv, og fik klart de fordele der kommer når spillederen har styr på sit materiale og er helt sikker på hvad han ønsker at få frem i en situation.
Begge var to-timers semilive diskussionsscenarier. Inden spil var jeg skeptisk, hvad kan man nå på 2 timer? Det viste sig at man kan nå præcis det interessante og essentielle. I de scenarier af sædvanlig 6-timers længe hvor præmissen er diskussion – en samling karakterer og et dilemma eller et valg de alle skal tage eller måske endda snakke sig til enighed om – sker det nemt at intensiteten falder efter nogle timer. Som spiller får man en fornemmelse af at have talt sagen igennem fra alle mulige vinkler og hvad så nu? En kedelig fornemmelse.
Men en tidsgrænse på et par timer viste sig at være præcis nok til at alle kommer grundigt på banen, diskussionen er intens og vedkommende, også fordi valget skal foretages umiddelbart, ikke i morgen, på fredag, senere, men nu. Kæmp eller flygt, men vælg _nu_. Alt det langtrukne og potentielt stemningsdræbende er skåret væk, kun den essentielle konflikt er tilbage. Nydeligt!
Eneste anke i den forbindelse er rollespillere der ikke er voksne nok til at afgøre om de er i stand til at spille på engelsk eller ej. I scenariet hvor to middelalderlige magikere og deres følge har forvildet sig ind i feernes rige blev den ene magiker – som sad inde med betragtelig viden de andre mennesker skulle bruge – spillet af en knaldrødhåret pige med høj hat som sagde sammenlagt 20 ord under hele scenariet og ikke lod til helt at forstå hvad vi andre sagde til hende. Lidt af det blev vejet op af den medbragte troubadour, hvis spiller talte et formfuldendt og ualmindeligt nydeligt engelsk – han var lige til “A Knight’s Tale” og mine sprogører jublede – men anstændigvis burde spilleren have trukket sig da det gik op for hende at vi skulle spille på engelsk. Dels stod det i tilmeldingen, dels var vi 3 spillere for mange da vi startede, så det var oplagt synes jeg. Er det mig der er en sur gammel tante når jeg synes det er aldeles dårlige manerer sådan ved tavshed at spolere et scenarie for de andre når man godt ved man ikke kan følge med på det angivne sprog?
Hende med hatten til trods er konklusionen uden nogen tvivl at hvis der er materiale af Nathan Hook med til næste Fastaval (med eller uden forfatteren selv) så er jeg klar til at spille det!
Derudover spillede jeg to mere vanligt formede scenarier. Et helt klassisk 6 timer, 6 personer, investigation og eksistentiel tvivl-scenarie og et meget veludført live.
Om det første skal der ikke siges andet end at det var alt, alt for langt til at kunne spilles på 6 timer. Der er ikke plads både til langvarig railroading af investigation og eksistentielle diskussioner på den tid. Skær den ene eller den anden del næsten væk, så bliver det måske spilleligt. (Fornemmes der en vis bitterhed over at have spildt hele fredag aften og nat?)
“Intet Hjem – Tusind Stjerner” af Regitze Illum var derimod en fornøjelse, og det endda til trods for at slutningen kiksede temmelig slemt.
Det var plug-and-play live, med udleverede kostumer, makeup, kulturinformation og spilleropvarmningsworkshop de første 2 timer, og så 6 timers spil med bipersoner portrætteret både af spillere og af Regitzes hold af medfortællere.
30 flygtninge i lastrummet på et smuglerrumskib, interaktion med smuglermandskabet, grænsepatruljer og dusørjægere.
En rigtig fed oplevelse, det hele virkede meget gennemarbejdet og de velvalgte men igrunden simple effekter var kraftfulde. Enkelte tøjstykker – pandebånd, bælter, udringede bluser, skinnende tøj – til at vise hvilken kultur man kom fra, lastrummet med afspærringsstribe og oplyst af en enkelt skarp lampe om dagen, motorlydene fra skibet og det tætte mørke i skibets natcykler når lampen blev slukket.
Her er jeg i skikkelse af androiden Lakshi, som forsøger at flygte til en planet hvor kunstige intelligenser ikke er ejendom.
I baggrunden med den blå jakke er smuglerskibets næstkommanderende, en forsmået og magtsyg mand der ville være kaptajn i stedet for kaptajnen. Ham havde jeg megen morskab ud af at fordreje hovedet på og forføre så han kun så Lakshis ynder og ikke havde nær så megen tid til at terrorisere de andre flygtninge.
Hvilket bringer mig til en af scenariets overraskelser, i hvert fald for mig. Flygtninge lever en presset tilværelse (også i rummet) og er i hænderne på voldelige, korrupte og begærlige smuglere og myndighedspersoner. Så i en historie med den magtbalance vil der næsten uundgåeligt forekomme slagsmål, eksplicitte kommentarer og seksuelle handler og overgreb. Det var på forhånd annonceret at scenariet brugte Ars Amandi til at simulere erotik og sex (det går kort ud på at al berøring med seksuelt islæt sker udelukkende på hænder og underarme) og jeg tænkte med min sædvanlige latexvåben-modvilje (*iv-iv-iv* “Jeg hører kamplarm” – igh!) “Det lyder fjollet, virker det mon?”.
Ja, det virker overraskende godt. Man kan forbøffende meget med hænder og arme – ae, kilde, nappe, daske, gribe, trække lokkende op i ærmet eller liste en finger ind i en andens ærmegab. Når øjnene spiller med tidobles effekten (langvarig øjenkontakt er en meget intim ting) og det bliver flyvende og ubesværet.
Hurra! Et fint og solidt værktøj til at spille det ens rolle foranlediger stort set uden bekymring for at træde på andres grænser, vi er vant til at arme i nogen grad er ude af det personlige rum.
Ars Amandi eller ej, hvis Regitze Illum laver flere plug-and-play-lives er jeg bestemt klar igen.
Afsluttende: Det var dejligt med Fastaval, jeg glæder mig allerede til næste år. Men jeg savner at have mere tid til at hygge og spille.
Det er dejligt at være i køkkenet med Per, Allan og Martin og de flinke hjælpere, men jeg fik for lidt af resten af kongressen. Hvordan jeg gør det bedre (for mig altså) næste år kan jeg ikke gennemskue. Kagebagning og sandwich kan ikke rigtig klares på mindre tid (9-10 timer pr mand pr dag + GDS-hjælp) og jeg vil have det skidt med at forlade køkkenet om eftermiddagen for at hygge eller spille, vel vidende at de andre har arbejde til klokken seks og måske længere eftersom jeg går. Alternativet er at holde helt op som medarrangør, hvilket jeg heller ikke har lyst til – Fastaval er endnu dejligere når man hjælper med at lave den. Hvad gør man så? Gode råd ønskes!
No comment so far