Denne gang var det den (indrømmet, nuttede) medrivende fortælling om Bella, en gammelklog teenager som forelsker sig i gentlemanvampyren Edward. Fra begyndelsen hvor han med viljesanstrengelse undgår at æde hende første gang de ser hinanden i en biolgitime gennem fire bind hvor de når at gennemleve stort set alle variationer over romantisk drama man kan forestille sig.

Det er næppe stor litteratur i den kunstneriske forstand, men aldeles fængslende alligevel. En solid dosis af alt det der fik mig til at tilbringe hovedparten af min barndom lykkeligt bortrejst til det ene så det andet litterære univers. For så efter sidste side at vågne melankolsk til virkeligheden, ivrigt og forgæves rækkende ud efter en verden brat uden for rækkevidde.

Det sker sjældnere nu at jeg bliver helt opslugt på den måde. Masser af de bøger jeg sluger er rugbrødsmadder – nærende og holder mig i live, men ikke den jubel af sanseindtryk et festmåltid samtidig er.
Men denne historie havde mig fuldt og helt. Fra måden mit hjerte hopper op i halsen og min mave slår knuder når der er noget på spil i hovedpersonernes samtale – sammme følelse som når det sker i mit eget liv. Eller måske endda bedre? Jeg opdager at jeg smiler mens jeg sidder og læser, griner højt selvom der ikke er andre til at høre eller forstå. Bider mig i læben når det er farligt, vrikker med fødderne og kan ikke sidde stille. Simpelthen må bladre lidt tilbage og læse en særligt spændende scene igen. Glemmer at jeg er sulten eller søvnig, skal arbejde eller socialisere, kan da ikke lægge verden, livet, Historien væk nu, bare for den slags småting..?

Det ender altid med at jeg plumper tilbage ned i virkeligheden ved sidste side. Til en krop der typisk er noget misfornøjet med at have været krøllet sammen i sære stillinger time efter time, til melankolien, nogle gange fortvivlelsen, ved at opleve fortryllelsen brudt. For efter en sådan opslugende historie kan jeg ikke bare dykke ned i den næste, hvad der ellers plejer at være den rareste løsning. For sind, tanker, hele mit selv har så travlt med at række ud mod der hvor jeg lige var – selvom døren nu er lukket – at det er en kamp at komme nogensomhelst andre steder hen end den længsel jeg sidder i.

Det har været sådan så længe jeg kan huske. Jeg har et meget klart minde af at græde bittert og utrøsteligt den eftemiddag det gik op for mig at _jeg_ aldrig kunne komme til Narnia. Jeg kunne læse om og leve mig ind i alt det fantastiske, men det ville altid være uopnåeligt. Jeg var måske 9 eller deromkring og jeg kan levende huske fornemmelsen af at dette her ville min Mor – den som ellers får alt i en niårigs verden til at virke – ikke forstå, det kunne jeg ikke fortælle hende selv da hun krammede mig og forsøgte at lokke ud af mig hvorfor jeg græd og græd. Den knugende, ensomme tyngde det var at vide at det vidunderlige var uden for min rækkevidde ville aldrig give mening for en voksen var jeg ganske sikker på.

… Det giver stadig mening for mig nu. Måske kludrede jeg i det et eller andet sted på vejen?

I hvert fald så sidder jeg her.

Jonesing.

Uncategorized • Skrevet d. 04. March, 2009 • 3 kommentarer