Regn trommer på skråvinduet. Jeg synker ned i dynens lune omfavnelse i min hule under tagryggen. Lytter stille til symfonien af mine brødres brummende tale nede fra stuen og regnens dansen mod taget.
Daggry. Lyset ned gennem ruden glider roligt-så-roligt fra mørkeblåt mod morgengråt. Min søvn er brugt, jeg kravler ned ad stien til stuen og ser et tyndt og fint hvidt drys over verden udenfor. Ivrigt bærer fødderne mig mod stilheden, fra sovende familie ud på knasende genfrossen tøsne – ikke meget, bare nok lige nok til at jeg sætter sprøde fodspor. Der er dunet synende iskrystaller på hver en kvist og mens jeg spadserer gryr dagen stille.
No comment so far