Jeg har haft min nuværende facon et års tid efterhånden. Tilpas velnæret til at eksperterne er tilfredse med at min krop ikke mangler længere, men ikke mere end det.
En pæn del af tiden lykkes det mig mere eller mindre at ignorere hvordan jeg ser ud – det er den del hvor tingene fungerer så nogenlunde. Jeg undgår at se i spejlet på badeværelset, skifter tøj mens jeg efter bedste evne kigger på og koncentrerer mig om noget andet og når først jeg er klædt på og gemt væk er det lidt nemmere at undgå at tænke på hvad der er indenunder og hvordan det føles.
På andre tidspunkter går det mindre glat. Jeg skal helst ikke tænke over eller konfronteres med det, så snubler jeg.
Det går det ikke så godt med. Jeg kom for skade at se mig selv lave yoga i weekenden, lagde mærke til hvor det var rundt og gyngende. I situationen var jeg lidt på afstand og tænkte bare “Åh ja, det er rigtigt, jeg væmmes ved at se på mig selv”.
De sidste dage har det i stigende grad plaget mig, og jeg må nok indse at jeg ikke ustraffet kan få øje på mig selv. For jeg bliver så ked af det. Selv efter at have set sådan ud over et år nu. Stadigvæk.
Måske slår det ekstra hårdt fordi jeg bevidst og stædigt har ignoreret det efter bedste evne. Men jeg har ikke kunnet hitte på andet at stille op, det virker umuligt at ændre sin egen smag.
For hvordan kommer man igang med at overbevise sig selv om at noget man aldrig har kunnet lide er dejligt. At det sanserne fortæller er frastødende ikke nødvendigvis er det? Hvadenten det er selleri, technomusik, cigarrøg eller bløde, kvindelige former.
Giv mig et hint. Hvad skal jeg gøre?
Ida foreslår, at du skal tage en del af gangen. Start med at se på dit knæ eller dine tæer, og arbejd dig langsomt fremad, hver gang du er slået over, hvor fascinerende netop denne del af dig er.