Den anden dag på vej hjem lå der ud over cykelsti og fortov en æggebakke, adskillige knuste æg og et par næsten uskadte spredt. Hvem end som havde tabt sine æg ud af cykelkurv eller bærepose havde tydeligvis ikke fundet det nødvendigt hverken at rydde op efter sig selv eller tjekke hvorvidt alle æggene var brast.
Jeg ved ikke hvorfor det byder mig sådan imod at smide mad ud, men det går mig på hver gang jeg ser det. Ligesom når folk lader vandhanen løbe når det ikke er strengt nødvendigt. Jeg har aldrig sultet (i hvert fald aldrig ufrivilligt :-P) så hvorfor har jeg ikke samme overflodssamfundsmentalitet som vedkommende der tabte æggene og lod de stadig hele ligge?
Har vi så meget at vi ikke føler nogen forpligtelse til at forvalte det anstændigt? Jeg kan forstå at man vil ikke vil tage en tabt hakkebøf eller en spildt pose sukker med hjem, begge dele vil være for fulde af jord og snavs til at være egnet til menneskeføde længere, men æg har skal – og hvor sære og spændende mennesker jeg end omgiver mig med har jeg endnu ikke mødt nogen som spiste skallen!
Jeg tog de to nødstedte men overlevende æg med hjem.
Til aften endte de som en solid bunke Bedstefar-bras på min tallerken sammen med kartofler, løg og ærter.
Jeg bryder mig ikke om at vi er et land fuld af forkælede ligeglade velfærdsmennesker. Hvilken arrogance i en verden hvor mange stadig sulter.
Måske vil du få en gladere oplevelse af din omverden hvis du antager at hvem end der har tabt æggene ikke var klar over det før de kom hjem.
Der var ingen bump på cykelstien, så jeg vil tror æggene er gledet ud af en pose på nogens bagagebærer. Det vil man ikke nødvendigvis bemærke.
Så deeet.